Det er et velkendt ansigt, der inden længe indtager jobbet som ledende overlæge i Afdeling for Intensiv Behandling i Center for Kræft og Organsygdomme. Simon Hyttel-Sørensen har været på Rigshospitalet siden 2009 og har siden marts 2020 været ansat som afdelingslæge. Nu venter nye udfordringer og en hverdag med mindre patientkontakt og markant flere møder, når han den 1. juni tager over for Jan Bonde, der går på pension.
- Jeg søgte stillingen, fordi jeg ser en række spændende udfordringer for 4131 og intensivterapien på Rigshospitalet generelt over de næste år, som jeg gerne vil være med til at løse på bedste vis, fortæller Simon Hyttel-Sørensen.

Vil sikre høj faglig kvalitet og et godt arbejdsmiljø
Han peger blandt andet på, at den aktuelle coronapandemi har fremhævet vigtigheden af et godt samarbejde på intensivområdet, både internt og eksternt, men at den også har trukket store veksler på personalet:
- Vi skal i fællesskab arbejde for, at vi står endnu bedre rustet til nye udfordringer på vores kapacitet, og samtidig skal vi sikre os, at vores hårdt prøvede sygeplejersker stadig kan se sig i intensivspecialet trods de til tider hårde arbejdsbetingelser.
- Min vigtigste opgave bliver at sikre rammerne for den høje faglige kvalitet og forskning, vi er kendt for, og fundamentet for det er et godt arbejdsmiljø, hvor dygtige medarbejdere trives. Jeg glæder mig meget til at komme ud og snakke med de mange fremragende sygeplejersker og læger på afdelingen og blive klogere på, hvordan vi bedst bevæger os fremad mod det fælles mål at gøre afdelingen endnu bedre, siger Simon Hyttel-Sørensen.
Stærk kommunikator med gode værdier
Fra ledelsen i Center for Kræft og Organsygdomme, centerchefsygeplejerske Mette Rosendal Darmer og centerdirektør Christian Worm, lyder det:
”Simon er en stærk kommunikator med gode værdier, og vi er sikre på, at han i samarbejde med afdelingens mange dygtige medarbejdere og ledere vil kunne føre afdelingen videre som den centrale spiller og det faglige fyrtårn, som afdelingen fortsat skal være i intensivlandskabet på Rigshospitalet, regionalt og nationalt.”