Forskere fra Danmark, Kosovo og Australien har gennem blodprøver målt om traumer vandrer fra mor til barn. Udgangspunktet for undersøgelsen var 120 kvinder i Kosovo i alderen 30-59 år. De havde alle været udsat for seksuel vold og/eller tortur under Kosovo-krigen sidst i 1990’erne, da de var mellem 11 og 37 år gamle. Efter krigen fik de 120 kvinder hver mindst ét barn (som ikke var resultat af overgrebene). 

Mange af kvinderne udtrykte i interviews med forskerne bekymring for, at deres børn viste tegn på aggressiv adfærd eller følelsesmæssige problemer. 72 procent af kvinderne blev diagnosticeret til at have haft PTSD-symptomer under deres graviditeter, og 64 procent havde PTSD på interviewtidspunktet. Forskerne tog blodprøver af 120 af de yngste børn født af kvinderne.

Bekymrende højt niveau af stresshormonet kortisol hos børnene

Undersøgelsen viste, at knap 30 procent af børnene havde et abnormt (enten for højt eller for lavt) niveau af stresshormonet kortisol, og det bekymrede forskerne. Line Hjort, som er humanbiolog og ph.d. på Rigshospitalets Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel, forklarer: 

- Kortisol er et nyttigt hormon, fordi det gør mennesker i stand til at reagere hurtigt, hvor det er nødvendigt. Men et for højt niveau over længere tid kan betyde, at vi risikerer at ende i f.eks. en stress- eller angsttilstand, fordi vi er unødigt vagtsomme og i konstant alarmberedskab. 

Studiet viste, at børn af kvinder, der har haft PTSD-symptomer under graviditeten, i højere grad har forhøjet kortisolniveau end børn af kvinder, der ikke har haft PTSD-symptomer under graviditeten. Derudover viser studiet, at børn af mødre, der havde PTSD under graviditeten, havde epigenetiske ændringer i en række gener i forhold til de børn, hvis mor ikke havde haft PTSD. Særligt gener, som er vigtige for reguleringen af stresshormonet kortisol, viste sig at have en ændret epigenetik.

Line Hjort forklarer det på følgende måde: 

- At der er ændret epigenetik handler ikke om forandringer af selve generne, men om forandringer i den måde, gener kommer til udtryk på. Epigenetikken etableres i vid udstrækning i fostertilstanden. Et eksempel kan være, at hvis en gravid kvinde, der ikke har meget mad til rådighed, føder et barn, så kan barnets sulthormon være blevet undertrykt, så barnet er bedre rustet til at klare sig uden at have meget mad til rådighed. Dette giver mening evolutionsmæssigt og overlevelsesmæssigt. Epigenetik handler altså om, at der kan skrues op og ned for bestemte gener, og en væsentlig del af denne op- og nedskruning finder sted i fostertilstanden.

I det konkrete forskningsprojekt har man undersøgt, hvordan det påvirker børnenes epigenetik – altså hvordan deres gener for stress, vagtsomhed og angst – påvirkes af, at deres mødre forud for graviditeten har været udsat for seksuel vold, tortur eller andre alvorlige traumatiserende hændelser. Det er første gang, at dette undersøges.

Associationsstudie

Forskningsprojektet er gennemført af fem forskere: To fra Kosovo, to fra Danmark og en fra Australien. De repræsenterer Kosovos Rehabiliteringscenter for Torturofre (KRCT), Rigshospitalet, DIGNITY og Monash University i Melbourne.

Der er tale om et associationsstudie, som viser en sammenhæng mellem PTSD under graviditet og forhøjet kortisolniveau, men der er indtil videre ikke tale om et videnskabeligt bevis for en direkte årsagssammenhæng.

Næste skridt

På baggrund af undersøgelsen ønsker forskerne at undersøge, om man med familieterapi kan bringe generne til at ’opføre sig mere normalt’ – altså uden det forhøjede niveau af stresshormonet kortisol. 

Dette vil ske via en undersøgelse af de samme 120 børn fra Kosovo, som vil blive undersøgt før og efter et tre til seks måneders terapiforløb. Håbet er at finde en metode til at sikre, at man i fremtiden bliver bedre til at sikre, at børn født af mødre, der har været udsat for traumatiske oplevelser eller har PTSD, får den rette hjælp allerede fra fødslen af.

- Det er vigtigt for mig at sige, at helt almindelige danske kvinder ikke på baggrund af denne undersøgelse skal være nervøse for, om de har været for stressede under deres graviditet, og om dette kan gå ud over deres barn. Man skal huske på, at denne undersøgelse omhandler PTSD og nogle ekstreme situationer med traumatiske oplevelser, som disse kvinder har været udsat for. Vi skal derfor være meget forsigtige omkring, hvordan vi tolker på disse data, og håbet er at denne forskning kan blive et skridt på vejen til, at vi kan udvikle bedre strategier til at finde de mødre og børn, som har brug for ekstra hjælp. Vi håber derfor på at disse epigenetiske markører kan være et ekstra værktøj i værktøjskassen i fremtidens diagnosticering af særligt udsatte mødre og børn, slutter Line Hjort.