Migræne kan i sjældne tilfælde være tegn på hjerneskade

Forskere ved Rigshospitalet har i et nyt studie vist, at symptomer på migræne med aura i sjældne tilfælde kan skyldes sygdomme, der medfører skade på den del af hjernen, der kaldes hjernebarken.

Migræne er en smertefuld sygdom, som normalt ikke forbindes med synlige skader i hjernen. Men i nogle tilfælde udløses migrænen af fysiske forandringer, viser ny forskning fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet.  Forskerne har gennemgået den videnskabelige litteratur og fundet en række tilfælde, hvor patienter med stor sikkerhed har haft symptomer på migræne med aura på grund af misdannelser af blodkar eller svulster i hjernen. 

Migræne med aura opleves af mindst 10% af alle mennesker i løbet af livet og viser sig typisk ved flimrende synsforstyrrelser, der udvikler sig gradvist over nogle minutter og forsvinder helt igen inden for en time. Der kan også forekomme føleforstyrrelser eller talebesvær. Oftest vil man få dunkende hovedpine, kvalme og lys- og lydoverfølsomhed efter migræne-aura. 

- Migræne er i langt, langt de fleste tilfælde en fuldstændig godartet sygdom. Det ved vi fra store studier, hvor man har lavet hjernescanninger af migræne-patienter. Migræne-patienters hjerner ser generelt sunde og normale ud. Derfor er der ingen grund til at få scannet hovedet, hvis man har almindelige symptomer på migræne med eller uden aura, fortæller Anders Hougaard, der er læge og medforfatter på studiet.

Men der findes undtagelser, forklarer Andreas Vinther Thomsen, ph.d. studerende og læge: 

- Vores studie viser, at skade på eller irritation af hjernebarken i sjældne tilfælde kan udløse symptomer på migræne med aura. Dette passer med erfaringer fra dyreforsøg, hvor vi kan se, at sådanne skader kan udløse et elektrisk fænomen i hjernen kaldet ”spreading depolarization”. Det er formentlig det samme fænomen, der giver aura-symptomer hos mennesker, siger han.

Undersøgelsen fandt ikke nogen overbevisende eksempler på, at migræne uden aura (den mest almindelige form for migræne) kan skyldes hjernesygdom. 

De få patienter, som viste sig at have migræne udløst af underliggende hjernesygdom, var kendetegnet ved, at de fleste havde migræneanfald mindst en gang om ugen og altid i samme side (højre eller venstre). Derudover var flere af patienterne over 50 år, før de første gang oplevede migræne med aura, hvilket er usædvanligt. 

Dansk kvinde blev fri for migræne

En yngre dansk kvinde havde haft migræne med aura, siden hun var barn. Symptomerne var helt klassiske syns- og føleforstyrrelser efterfulgt af migrænehovedpine. Det eneste lidt usædvanlige var, at aura-symptomerne altid optrådte på højre side.

I 2012 deltager hun i et forskningsprojekt på Dansk Hovedpinecenter og bliver i den forbindelse MR-scannet. Scanningen viser en blodkar-misdannelse (arteriovenøs malformation) i hjernen.

Placeringen i hjernen passer godt med typen af aura-symptomer og forklarer, at de altid opleves på højre side. Der er risiko for, at en sådan karmisdannelse kan medføre en spontan hjerneblødning. Derfor vælger man at operere den væk, hvilket kræver flere operationer. Efter operationen har patienten mistet en lille del af synsfeltet i højre side, men er ellers rask. Migræne er næsten væk. Fra at have haft flere migræneanfald om ugen, har der i alt været to anfald siden operationen.

Den videnskabelige artikel i Headache:

Andreas Vinther Thomsen MD, Morten Togo Sørensen MD, Messoud Ashina MD, PhD, DMSc, Anders Hougaard MD, PhD

Symptomatic migraine: A systematic review to establish a clinically important diagnostic entity doi.org/10.1111/head.14187



Redaktør