Mænd med testikelkræft har gode muligheder for at få børn

Et nyt studie viser, at mænd med testikelkræft har langt bedre muligheder for at blive fædre efter behandlingen end hidtil antaget.


Et nyt studie fra Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling er rigtigt godt nyt for mænd, der er eller har været ramt af testikelkræft: Det viser nemlig, at mænd, der bliver behandlet for testikelkræft, har meget bedre muligheder for at blive fædre end hidtil antaget.  Omkring halvdelen af alle, som har været i behandling for testikelkræft, statistisk set samme chance for at blive far som resten af den mandlige befolkning.

Faktisk viser studiet, at hvor man på baggrund af et udenlandsk studie hidtil har talt om en nedsat chance for at få børn efter behandling for testikelkræft på op til 30 procent, så er der i realiteten kun 10 procents mindre sandsynlighed. Og ved den mindst indgribende behandlingsform er der slet ingen statistisk forskel i forhold til raske mænd.

- Det er gode nyheder. For mænd, der bliver ramt af testikelkræft, er i gennemsnit bare 30 år og har i øvrigt mere end 95 procents chance for at overleve sygdommen. Så man må forvente at en stor del af dem har eller får et ønske om at få børn, siger læge og dr. med. Mikkel Bandak, som står bag undersøgelsen som er lavet i samarbejde med forskere fra Kræftens Bekæmpelse.

En enestående mulighed

I studiet har man fulgt næsten 5.000 testikelkræftbehandlede mænd og sammenlignet dem med en ti gange så stor kontrolgruppe: For hver af de kræftbehandlede mænd har man udvalgt ti mænd med samme fødselsår og set på, hvor mange, der er blevet fædre i en opfølgningsperiode på 20 år.

- Det har kun kunnet lade sig gøre på grund af de danske registre. Ved at trække forskellige data fra blandt andet fødselsregisteret og IVF-registret (assisteret reproduktion), så har vi en enestående mulighed for at lave netop den her type undersøgelser herhjemme. Og det vækker også opsigt i udlandet. Hidtil har vi kun haft en ældre norsk undersøgelse at læne os op ad, når vi skulle fortælle om chancerne for at få børn efter behandling, men nu har vi data, som både er mere valide, nyere og endda fortæller en meget mere positiv historie, siger Mikkel Bandak.

Det omtalte norske studie daterer sig tilbage til 2000, og den positive udvikling hænger ifølge Mikkel Bandak formentlig sammen med flere ting: Dels er vi i Danmark rigtigt gode til at behandle testikelkræft med den mindst indgribende behandling. Og dels er mulighederne for at få assisteret reproduktion, såkaldt IVF-behandling, blevet meget bedre.

- En ting, som sikkert også betyder meget, er, at der er nem og gratis adgang til behandling mod barnløshed herhjemme, samt at alle patienter har mulighed for at deponere sæd inden behandlingen går i gang, tilføjer han.

Mindre indgreb – større chance

I studiet delte man mændene op i grupper alt efter, hvilken behandling for deres kræftsygdom, de havde modtaget. Og billedet er overordnet klart: Jo mindre indgreb, jo større chance for senere at blive far.

- Faktisk ser vi slet ingen statistisk forskel på kræftbehandlede og raske mænd, hvis man udelukkende får fjernet den syge testikel, og det er den behandling, som cirka halvdelen af alle med testikelkræft får. Hvis der efterfølgende er behov for kemoterapi, så har man 13 procents mindsket chance for at blive far. Og det stiger til 26 procent, hvis der er behov for både kemoterapi og et større kirurgisk indgreb, hvis kræftsygdommen har spredt sig, siger Mikkel Bandak og fortsætter:

- For alle grupperne gælder det, at der er et større behov for IVF-behandling, end hos raske mænd, men samlet set har gruppen af testikelkræftbehandlede mænd altså kun omkring 10 procent lavere chance for at blive far.

Undersøgelsen fra Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling blev i juni i år publiceret i det meget anerkendte videnskabelige tidsskrift Journal of the National Cancer Institute, og vil nu blive fulgt op af yderligere studier på samme målgruppe, hvor forskerne vil kigge nærmere på brugen af forskellige typer assisteret reproduktion hos mænd, der har haft testikelkræft.



Redaktør