Hvad laver en… GIPSETEKNIKER?

​IndenRigs sætter fokus på hospitalets mindste faggrupper. Søren Bang er den ene af i alt tre specialuddannede gipseteknikere, der servicerer hele hospitalet, når patienter skal have lagt gips.



- Når en patient skal have lagt gips, så rykker mine kollegaer Frank, Thomas og jeg ud. Vi bruger gips til mange forskellige ortopædkirurgiske patienter, for eksempel ben- eller armgips, dropfod, rygbørn og klumpfødder. Det bliver til rundt regnet 2.500 gipsbehandlinger om året.

Hvorfor er der brug for gipseteknikere på hospitalet?

- Gips er ikke bare gips. Mange tror, at det noget, der bare skal smøres på, og så er alt godt igen. Men der er ikke en fraktur eller en sygdom, der er ens. Derfor leverer vi en gipsning, der er skræddersyet til hver enkelt patient. Den rigtige gips er afgørende for, hvordan et brud heler. I den sidste ende betyder en ordentlig gips et bedre liv for patienten. 

Hvad er den mest udfordrende gips, du nogensinde har været med til at lægge?

- Vi havde en patient, der på grund af Tourettes havde nogle voldsomme tics med hovedet. Det havde slidt så meget på knoglerne i nakken, at den havde brug for ro til at hele. Vi havde aldrig stået overfor den slags udfordring før. Det endte med, at vi gipsede hele patientens hoved og torso ind, så nakken blev holdt på plads. Du skal være lidt af en Ole Opfinder for at være gipsetekniker. Jeg kan godt lide det håndværk, der er i det. Jeg bliver stolt, når jeg har lavet en gips, der både sidder godt og hjælper patienten. Hvis gipsen så også ser godt ud, er det helt perfekt.   



Redaktør