Et år i intensivt Coronaland

​Sophie Krarup Henningsen er sygeplejerske og har nu i et år passet patienter med COVID-19 på Intensiv Terapiklinik på Blegdamsvej



- Da vi først hørte om coronavirus, blev mit team her på intensiv tildelt de COVID-19-patienter, som måtte komme, blandt andet fordi vi har vores eget ventilationssystem. Corona var meget i nyhederne, men der var ingen patienter. Det føltes lidt urealistisk, og vi gik bare og ventede.

- Det var stilhed før stormen og lidt nervepirrende. Jeg prøvede at læse op på, hvad det var for en sygdom, men ingen vidste helt, hvordan den skulle behandles. Det var nyt for alle og både angstprovokerende og spændende. Jeg havde været her cirka et år, men de erfarne læger og sygeplejersker vidste heller ikke meget om det.

- Vi snakkede meget om det i afdelingen. Hvordan vi skulle organisere det og gribe det hele an. Vi har en god ledelse, der støttede og bakkede os op. Så det var nok mest af alt mere spændende end angstprovokerende.

- Så kom alvoren: De første to patienter, vi havde, klarede den ikke. De lå her et par uger, og så døde de begge. Så begynder man at tænke: ’Hvornår kommer de næste?’, ’Hvor mange vil dø?’. Så hørte vi om en læge i udlandet, der var død af det. Det var … tankevækkende. 

- Jeg var aldrig bange. Vi bliver passet godt på. Vi havde isolationsudstyr, og ledelsen var over os hele tiden: ’Har I det godt? Er I o.k.?’ ’Er der noget, vi kan gøre bedre?’ Det gav en god stemning, selv om det var hårdt.

- Tiden fløj afsted. Pludselig var det sommer. Der var en speciel stemning: Den var god, selv om det var hårdt arbejde. Ens liv var bare 12-timersvagter og så hjem og sove. Vi fik styr på procedurerne og indarbejdet rutiner, og vi havde simpelthen så godt et teamwork. Vi var meget sammen, men det kunne også føles ensomt, fordi man hele tiden var pakket ind i isolationsudstyr. 

- Da første bølge aftog, ramte hammeren. Jeg havde tabt mig seks kilo siden foråret og kunne mærke, at jeg manglede energi og blev træt og irritabel, når jeg skulle ind i det, vi kalder ’Coronaland’ – ja, nærmest depressiv når jeg så isolationsudstyret. Vi havde brug for en pause. Ledelsen lyttede, og vi blev skiftet ud, og jeg fik et par måneder ude af ’Coronaland’.

- I starten af anden bølge havde vi kun et par stykker om ugen. Det var helt dejligt at møde patienter med andre sygdomme end COVID igen. Det gav kræfter og nyt gåpåmod. Jeg har været med i COVID-19-intensivafsnittet i Centralkomplekset. Det har været spændende og helt hyggeligt, ja faktisk indimellem helt sjovt at være med der. Der er høj musik på anlægget, og vi har danset

- Det værste ved coronaen har været at se pårørende, der ikke kan få lov at komme ind til deres syge familiemedlemmer. En stor del af at være intensivsygeplejerske er netop at tage sig af pårørende, der er kriseramte. Jeg har set folk, der døde, uden at de pårørende kunne give dem et sidste knus eller lige røre ved dem. Det har været hjerteskærende, og det sidder stadig i mig. 

- Det bedste har været at opleve sammenholdet på afdelingen. At jeg har lært SÅ meget, både fagligt, men også om mig selv. Når du går 8-12 timer alene, lærer du at stole på dig selv. Og også hvor glad jeg er for mit arbejde. Det har været virkelig hårdt indimellem, men det må også have været hårdt at have et arbejde, hvor man slet ikke må komme ind.

- Da regeringen efter nytår meldte ud, at nedlukningen fortsætter, blev jeg ked af det. Indtil da har jeg bare tænkt, ’nåja, det gør den vel’. Men nu er det altså ved at være nok. Der har helt klart været lærerige ting ved coronaen, men jeg vil virkelig gerne være fri for den. Jeg glæder mig, til jeg skal ud og have en øl på en bar.



Redaktør