
Vinderen af Rigets Stjernepris er blevet kåret, og i år går prisen til Karoline Osmark Genz, der er sygeplejerske på Onkologisk Klinik. Det var en af Karoline Genz' tidligere patienter, Megan, der havde nomineret hende til prisen.
- Karoline har været helt fantastisk gennem mit kemoforløb og exceptionel i den forstand, at hun virkelig møder patienten i øjenhøjde. Karoline formåede at gøre mine kemobehandlinger til et trygt sted at komme som ung pige på 20 år. Hun skabte en atmosfære med humor, så det hele ikke blev så trist og kedeligt, skrev Megan bl.a. i sin indstilling.
En guldstjerne på trøjen
Karoline Genz er udvalgt som vinder af Ungepanelet blandt flere nominerede. Hun blev overrasket med prisen ved et lille, lokalt arrangement, hvor Megan holdt en tale:
- Du var min primære sygeplejerske, og det klarede du til UG med kryds og slange. Du så det hele menneske – du så mig, og jeg følte mig virkelig cared for. Du vil sikkert sige, at du bare passede dit arbejde, men tag denne her anerkendelse som en guldstjerne på trøjen – du gør dit arbejde rigtig godt. Tak for dig.
Med diplomet, blomsterne og æren følger også 5.000 kr., som går ubeskåret til ungevenlige forbedringer på prismodtagerens afsnit. Her havde Megan en god idé til, hvad pengene kunne bruges til:
- Det ville være fantastisk med noget mere liv på de kedelige, hvide vægge, som man sidder og kigger så længe på, når man er i kemobehandling. Fx nogle skiftende kunstudstillinger eller noget mønstret tapet, foreslog hun.
Om Rigets Stjernepris
Det er 7. år i træk, at Ungepanelet uddeler Rigets Stjernepris (tidligere Ungeprisen) som en hæder til en medarbejder, der har gjort noget særligt for en ung patient. Alle unge mellem 12-24 år, som er i behandling på Rigshospitalet, kan nominere en medarbejder, der har gjort en forskel for dem under deres forløb.