Nu kan børn mellem 5 og 12 år også få vaccinen mod COVID-19, men ikke alle børn er lige vilde med det lille ’stik’ og tanken herom. Derfor har Videnscenter for Børnesmerter udarbejdet to nye plakater og lommekort med gode råd til både børnenes forældre og de sundhedsfaglige, der skal vaccinere.
Hovedbudskabet fra Videnscenter for Børnesmerter er, at forældre er den bedste medicin, og de gode råd handler derfor både om, hvordan forældre og vaccinatører sammen kan hjælpe børnene bedst muligt med at gøre vaccinationen til god oplevelse.
Børnesmertesygeplejerske Gitte Aagaard og børnesmertelæge Pernille Opstrup fra Videnscenter for Børnesmerter forklarer:
- Børnene spejler sig i forældrene, og rolige og velinformerede forældre, giver et trygt barn, så derfor er kropssprog, sprogbrug og grundig forberedelse helt essentielle elementer i at gøre oplevelsen bedst mulig.
For den fagprofessionelle er der også mange gode råd at hente i de nye materialer. Det forklarer overlæge Søren Walther-Larsen fra Videnscenter for Børnesmerter:
- Det er vigtigt at få skabt en god relation til både barn og forældre og acceptere, at den kan tage lidt længere tid end med voksne. Børn er ikke små voksne, og ikke mindst i svære situationer, er det vigtigt at tage hensyn til barnets alder og formåen.
Se alle de gode råd i de to plakater fra Videnscenter for Børnesmerter til henholdsvis forældre og vaccinatører på
Videnscentrets hjemmeside.