Ny ledende oversygeplejerske i Afdeling for Urinvejskirurgi

​​Anne Vestergård Jørgensen træder den 1. januar 2022 til som ny ledende oversygeplejerske i Afdeling for Urinvejskirurgi på Rigshospitalet.

Vent...

 


​Anne Vestergård Jørgensen har det sidste 1½ år været afdelingssygeplejerske i Afdeling for Urinvejskirurgi, og kender derfor allerede afdelingen, der blandt andet behandler urinvej- og nyrekirurgiskessygdomme som prostatakræft og nyretransplantationer. Tidligere har hun været afdelingssygeplejerske på Afdeling for Intensivbehandling, og har i den periode taget en Master of Public Governance på Copenhagen Business School.


For Anne Vestergård Jørgensen er stillingen som ledende oversygeplejerske et naturligt næste skridt efter 14 år som afdelingssygeplejerske. Det giver hende mulighed for at styrke det fundament, hun har været med til at udvikle i afdelingen. Hun ser også frem til at kunne sætte retningen for fremtiden sammen med ledende overlæge Malene Rohrsted.

- Patientinddragelse er et udviklingsområde, jeg gerne vil satse på. Det skal være med til at forbedre patienternes indflydelse på egen behandling, så de føler sig set og hørt. En oplagt patientgruppe er prostatakræftpatienter. Jeg mener, vi kan inddrage dem meget mere i egen behandling. Det er en stor patientgruppe, som vi ofte følger tæt i mange år, fortæller Anne Vestergård Jørgensen.

Rekruttering og fremtidens sygeplejersker 

Anne Vestergård vil gerne være med til at vise vejen og være nysgerrig på den yngre generation af sygeplejersker, og hvordan deres arbejdsliv skal formes. Hun ser, at de har en oplevelse af, at verden er stor og åben, og at det også skal afspejle sig i deres arbejdsliv. 
- Vi er en afdeling, der har mange samarbejder på tværs af hospitalet og regionen. Det giver et løft til vores arbejde og åbner vores faglighed op. Det samarbejde skal vi højne gennem kompetenceudvikling på tværs af vores samarbejdsrelationer. Det ønsker jeg at være med til at styrke som ledende oversygeplejerske. Og dermed både tiltrække og fastholde vores dygtige plejepersonale, siger Anne Vestergård Jørgensen.
Fra Mette Rosendal Darmer, centerchefsygeplejerske i Center for Kræft og Organsygdomme, lyder det:
- Anne Vestergård Jørgensen har opnået fantastiske resultater særligt med rekruttering og onboarding af sygeplejersker og systematisk kompetenceudvikling i afdelingen. Hun har desuden arbejde med systematisk patient feedback. Et arbejde, vi er sikre på vil blive yderligere styrket i afdelingen, når hun tiltræder som ledende oversygeplejerske.  

Anne Vestergård Jørgensen har arbejdet på Rigshospitalet siden 1996. Hun bor i Hørsholm sammen med Niels og har en søn på 18 år. ​Hun tager over efter Elisabeth Friis Lippert, der har valgt at gå på pension.






Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor