Ny professor forsker i kompleks kirurgi gennem pulsårer i lysken

Tim Resch er ny professor i karkirurgi. Han skal hjælpe med at etablere afdelingen som et af de mest betydningsfulde karkirurgiske centre i Europa inden for sit område



Det er en af verdens mest erfarne inden for sit felt, der er tiltrådt som professor i Afdeling for Karkirurgi ved Rigshospitalet og Københavns Universitet. Tim Resch har i over 20 år udført de mest komplicerede operationer på aorta – hovedpulsåren – ved at føre instrumenter gennem et tyndt kateter i lysken på patienten. 

- Nogle steder er aorta nem at behandle indefra. Men der er også steder, der er rigtig komplekse, fordi der er forgreninger og særlige vinkler, man skal tage hensyn til. Det kræver specielle teknikker og skræddersyede løsninger til den enkelte patient, fortæller Tim Resch, der har rejst rundt i Skandinavien og Europa og hjulpet med at etablere det karkirurgiske speciale på en række hospitaler. 

Ofte består operationen i at indsætte en stent eller anden protese på den del af aorta, der udgør problemet.

- Det er interessant, at 80 procent af det arbejde, jeg laver på en kompleks operation, sker i forberedelsen. Ud fra CT-scanninger kan man studere patientens anatomi i detaljer – hvor sidder sidegrenene på aorta, og hvordan er afstande og vinkler? Ud fra det tegner jeg en præcis og detaljeret 3D-protese. Jeg er arkitekten bag graften, og det er en stor og vigtig del af operationen, fortæller Tim Resch. 

Ny teknologi og hurtig udvikling

Tilbage i 1999 skrev han sin ph.d. om endovaskulære, altså ’indvendige’, operationer af aorta. Og det bliver også hans forskningsfelt i professoratet. 

- Der er meget ny teknologi, og udviklingen går hurtigt for tiden. Det er vigtigt at forske i, hvilke patienter vi skal behandle med denne teknologi. Meget af vores arbejde er forebyggende for at forhindre, at aorta for eksempel brister, når den har en udposning. Men vi vil for eksempel gerne blive klogere på, om alle har gavn af operationen, hvor godt proteserne virker, og hvor tit patienterne skal til kontrol, siger Tim Resch og supplerer: 

- I en operation af aorta gennem lysken er der op til 120 trin, vi skal igennem. For hver af dem er der måske 10 valg: hvilket kateter eller hvilken wire skal jeg bruge? Hvordan skal den indføres? Hvor meget kan patienten tåle, og hvilke risici er der? Der er mange kombinationer og dermed også rigtig meget forskning, vi kan kaste os over.

Flere patienter, mere forskning

Afdeling for Karkirurgi foretog sidste år mere end 200 operationer af aortaaneurismer gennem lysken. Hver fjerde af disse operationer er komplicerede og baserer sig på teknikker, som Tim Resch har taget med til Rigshospitalet, hvor han blev ansat den 1. januar 2020. 

Før da udviklede og ledede han i syv år den karkirurgiske afdeling ved hospitalerne i Lund og Malmø. På Rigshospitalet trak det større antal patienter, for jo flere patienter, jo hurtigere kan man se resultater af sin forskning. 

- Rigshospitalet har i forvejen en fremtrædende position inden for karkirurgien. Vores mål er, at afdelingen skal være et af de mest betydningsfulde karkirurgiske centre i Europa, siger Tim Resch.

Han har blandt andet taget initiativ til Copenhagen Aortic Center, som er et samarbejde med Afdeling for Hjertesygdomme og Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi. Målet er at samle alle gode kræfter om at sikre den bedste behandling og forskning. 

  • Tim Resch er en efterspurgt taler på internationale karkirurgiske konferencer, har publiceret over 150 videnskabelige artikler og sidder i redaktionen på flere af de store karkirurgiske tidsskrifter.  
  • Timothy Andrew Resch’ amerikansk klingende navn skyldes forældre fra USA, hvor han også har uddannet sig til karkirurg. Ellers er Tim Resch vokset op i Sverige og er i dag bosat i Lund med sin hustru og de to yngste af parrets tre børn. Fritiden går med at træne til og gennemføre triatlon og synge med resten af den musikalsk interesserede familie. Tim Resch fylder 50 år i år.



Redaktør