Ny lægefaglig vicedirektør på Rigshospitalet

​Centerdirektør Rasmus Møgelvang er ansat i en nyoprettet stilling som vicedirektør på Rigshospitalet.

Rasmus Møgelvang er 46 år, overlæge, professor, ph.d. og kommer fra Rigshospitalets Hjertecenter, hvor han har været centerdirektør siden august 2019. 



En væsentlig opgave for Rasmus Møgelvang bliver at stå fagligt i spidsen for arbejdet med den nye visions- og masterplan for hospitalet.
 
- Rasmus er et stærkt ledelsestalent. Han har stor indsigt i Rigshospitalet, betydelig klinisk erfaring og dybtgående indsigt i drift og udvikling af et højt specialiseret hospital, som Rigshospitalet jo er med sin særlige status i det danske sundhedsvæsen, hvor vi løfter et stort antal specialfunktioner for hele landet, Færøerne og Grønland, og hvor alle lægefaglige specialer varetages på specialfunktionsniveau, siger hospitalsdirektør Per Christiansen. 
 
Rasmus Møgelvang glæder sig til at fortsætte sit arbejde på Rigshospitalet: 
 
- Det, jeg vil tage med mig fra mine tidligere roller, er patientens perspektiv samt at være nytænkende og resultatorienteret, og jeg vil fortsat have høje ambitioner på patientens, faglighedens og organisationens vegne, siger Rasmus Møgelvang.

En direktør og tre vicedirektører

Rigshospitalets direktion består fremover af en hospitalsdirektør og tre vicedirektører, hvoraf to har lægefaglig baggrund og en har sygeplejefaglig baggrund.
 
Den konkrete ansvars- og opgavefordeling i direktionen besluttes efter tiltrædelsen, men det ligger fast, at Rasmus Møgelvang overordnet bliver ansvarlig for det faglige indhold i Rigshospitalets vision- og masterplan samt for hospitalets kliniske kvalitet og patientsikkerhed.
 
Stillingen som centerdirektør i Hjertecentret opslås med det samme. Tidspunkt for Rasmus Møgelvangs tiltrædelse aftales konkret under hensyn til Hjertecentrets fortsatte drift. 
 
Rigshospitalet har 12.000 ansatte, 1.250 sengepladser og et driftsbudget på 9,5 mia. kr.

Redaktør