Tillykke til to talentfulde bioanalytikere

To talentfulde bioanalytikere fra Patologiafdelingen i Diagnostisk Center har modtaget DBio’s Bachelorpris 2021.
Vent...

​Digitaliseringen af vævsanalyser vinder indpas både nationalt og internationalt i disse år. To bioanalytikere fra Patologiafdelingen, Jeppe Noack og Julie M. Williams har netop modtaget fagbladet DBio’s Bachelorpris 2021 samt en præmiepris for deres projekt om øget diagnostisk kvalitet ved brug af den nye slidescanner fra Olympus, VS200. 

-Dette projekt har demonstreret en forøgelse af den diagnostiske kvalitet, vel og mærke med en minimal forlængelse af den samlede analytiske arbejdstid. Vi er meget stolte af prismodtagerne og deres faglige niveau og engagement, siger centerchefbioanalytiker Lene Ørnstrup Christensen.

Også ledende bioanalytiker på Patologiafdelingen Majbrit Wagner-Eckert er fuld af ros til de to prismodtagere:

-Patologiafdelingen er stolte over at vores nyansatte bioanalytikere, Jeppe og Julie, på fornemmeste vis har gennemført et bachelorprojekt, der dels skaber værdi for og bidrager med læring til afdelingens kommende digitalisering og dels er gennemført på allerhøjeste faglige niveau. Jeppe og Julies scanningsprojekt er et stjerneeksempel på synergien mellem drift og uddannelse. Vi sætter stor pris på, at de begge takkede ”ja” til at blive ansat i afdelingen og ser frem til et fantastisk gensidigt udviklende samarbejde de næste mange år, siger Majbrit Wagner-Eckert.

De to prismodtagere udtrykker ligeledes deres glæde over at modtage prisen:

-Det betyder meget for os at få denne anerkendelse for et stor stykke arbejde. Det kan man kun blive glad for, siger Jeppe Noack.

-Det føles rigtigt, at vi nu skal videre med projektet i form af formidlingen af det, siger Julie M. Williams.

Vil du vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte bioanalytikerunderviser Camilla Christine Qvist på camilla.qvist@regionh.dk



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor