10 mio. kr. til forskning i drenges minipubertet

​Læge Alexander Busch modtager den prestigefyldte bevilling "Clinical Emerging Investigator Grant 2021" fra Novo Nordisk Fonden til et nyt forskningsprojekt om minipubertet hos drenge.

Vent...
Bevillingen på 10 mio. kr. skal bruges til at undersøge, hvordan minipuberteten reguleres, og hvordan den danner grundlag for vores fertilitetspotentiale. Forskningsprojektet er forankret i afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

Minipuberteten – fundamentet for den fremtidige fertilitet

Under minipuberteten danner drenge kortvarig efter fødslen næsten lige så meget mandlige kønshormoner som deres far. Hormonerne er med til at forberede testiklerne til deres funktion som reproduktionsorgan. Dog slutter minipuberteten efter få måneder, og kønshormonerne falder til næsten umålelige niveauer, inden testiklerne er klar til at danne sædceller. Først i puberteten bliver hele systemet skubbet i gang igen. Minipuberteten lægger dermed fundamentet for den fremtidige fertilitet.

Skal styrke rådgivning og behandling af børn med forstyrret minipubertet

Projektet undersøger på celle-, patient- og populations-niveau, hvilken effekt processerne i både hjernen og i testiklerne har på fertilitetspotentiale i denne periode og især, hvordan minipuberteten aktiveres og pauseres. En klinisk kohorte af børn med forstyrret minipubertet og genetiske undersøgelser baseret på Copenhagen Hospital Biobank danner grundlaget for undersøgelsen.

Projektet vil på sigt kunne styrke rådgivningen og evt. behandling af børn med en forstyrret minipubertet, fx pga. en for tidlig fødsel eller drenge, hvor testiklerne ikke er kommet ned i pungen. Disse børn lider hyppigere end andre børn af fertilitetsproblemer, når de bliver voksne. Projektet skal også belyse de helt basale principper af hormonsystemets regulering, som senere hen i livet, under puberteten, i vores reproduktive fase og i overgangsalderen bestemmer vores hormonniveauer.

Et klinisk vindue til undersøgelser af reguleringen af reproduktionen

- Jeg håber, at vi med dette store projekt kan opnå ny viden om, hvordan vi kan bruge minipubertet som klinisk vindue, som kan give os indblik i regulering af reproduktionen og eventuelt en behandlingsmulighed. Jeg glæder mig til at kombinere både mit kliniske arbejde på børneafdelingen og forskning i en ny rolle som klinisk forsker, siger modtager af bevillingen, læge Alexander Busch, der er stolt og beæret over at modtage bevillingen.

Med bevillingen fra Novo Nordisk Fondens pulje for særligt talentfulde kliniske forskere etablerer Alexander Busch en forskergruppe på Afdeling for Vækst og Reproduktion.

- Det er et stort skulderklap til både Alexander og afdelingen at modtage denne støtte fra Novo Nordisk Fonden. Over de sidste år har Alexander sammen med sine ph.d.-kolleger opbygget en klinisk minipubertetskohorte. Alexander får nu mulighed til at udvide projektet og sætte fuld turbo på den fortsatte translationelle udforskning af minipubertetens betydning for drengenes fertilitetspotentiale, siger professor og ledende overlæge Anders Juul fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.



Fakta om Minipubertet 

  • Minipuberteten er et universelt fænomen i nyfødte, som (næsten) alle børn - både drenge og piger - gennemgår.
  • Mange antager, at puberteten er den første periode, hvor man danner kønshormoner - men det er faktisk den tredje periode. Den første periode er under fosterlivet, den anden periode er minipuberteten lige efter fødslen
  • Man antager, at minipuberteten forbereder kønsorganerne til deres senere funktion 
  • Forstyrrelser af minipuberteten, fx hos børn født for tidligt eller født med lav fødselsvagt, kan påvirke børnenes fertilitetspotentiale og reproduktive sundhed
  • Fakta om projektet
  • Novo Nordisk Fonden, Region H og Læge Sofus Fonden støtter projektet med i alt 10 mio. kr. over de kommende 5 år som clinician scientist

Om bevillingen 'Clinical Emerging Investigator'

Læs mere om bevillingen på Novo Nodisk Fondens hjemmeside


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor