Træning og skridttæller hjælper patienter med åreforkalkning i benene

Patienter med åreforkalkning i benene kan gå længere og får bedre livskvalitet, når de har gået til genoptræning, viser ny forskning. Men patienterne får ikke tilbudt genoptræningen, selvom den kan forebygge operation
En skridttæller og et genoptræningsforløb i kommunen giver tydelige resultater for patienter med åreforkalkning i benene. De kan gå længere, får bedre livskvalitet og bliver bedre til at håndtere deres sygdom, når de får træning og undervisning af fysioterapeuter, sygeplejersker og diætister. Det viser et nyt studie fra Karkirurgisk Klinik på Rigshospitalet, hvor ph.d.-studerende Maj Siercke har fulgt 118 patienter gennem 12 måneder. 

Patienter med åreforkalkning i benene – også kaldet vindueskiggersyndrom - har nemlig svært ved at få trænet på egen hånd, fordi de får krampende smerter i læggene, når de går. 

- Det motiverer patienterne at få en skridttæller og at træne på hold med andre patienter – især hvis træningen er varieret og indeholder leg og konkurrence. Patienterne har også gavn af at få undervisning i deres sygdom og samtaler med en diætist, og de har et stort ønske om at fortsætte med at træne på hold, for eksempel på aftenskole, siger Maj Siercke. 

Ikke samme tilbud som til hjertepatienter

Hun har undersøgt, om et rehabiliteringsforløb for hjertepatienter også gavner patienter med åreforkalkning i benene. Og konklusionen er, at patienterne efter forløbet er i stand til at gå 37 procent længere, er mere aktive, spiser sundere og får en bedre livskvalitet, når man sammenligner med patienter, der ikke har fået rehabilitering.

- Vi ved, at fysisk aktivitet også nedsætter risikoen for, at patienterne skal indlægges og får amputeret et ben. Åreforkalkning i benene kan også føre til blodpropper i hjertet eller hjernen, og på sigt er sygdommen lige så dødeligt som kræft og hjertesygdom. Men alligevel får patienterne ikke tilbudt rehabilitering, som hjertepatienter gør. Der er ikke politisk fokus på åreforkalkning, og vi ser her en høj grad af social ulighed i sundhed, siger Maj Siercke.      

- Det er på tide, at patienter med åreforkalkning i benene får krav på de samme rehabiliteringsforløb, som Sundhedsstyrelsen har tildelt patienter med en lang række hjertesygdomme, siger hun og tilføjer, at der er evidens for, at rehabilitering med træning er billigere for samfundet, end at patienterne skal opereres. 

Studiet er lavet i samarbejde med Albertslund Kommune og støttet af Sundhedskartellet og Danske Regioner, Region Hovedstaden – Tværspuljen, Dansk Sygeplejeråd og Novo Nordisk Fonden. 

Åreforkalkning i benene: 

  • Hvert år stiger antallet af patienter med åreforkalkning i benene med fire-fem procent, fordi befolkningen generelt lever længere 
  • Over 50.000 danskere lider af åreforkalkning i benene, der også kaldes vindueskiggersyndrom, fordi smerterne gør, at man stopper op under gåturen
  • Sygdommen er arvelig og forværres af rygning, diabetes og fysisk inaktivitet  
  • Patienter, der ikke bliver genoptrænet i tide, kan opleve kroniske bensmerter, sår, der ikke heler, blodpropper samt indlæggelser, operationer og amputation


Redaktør