Migræne øger risikoen for demens

​Ny forskning viser, at patienter med en udbredt form for migræne har markant større risiko for at udvikle demens end gennemsnittet.


Hver tyvende dansker lider af den form for migræne, der er præget af synsforstyrrelser eller føleforstyrrelser – migræne med aura. Disse patienter har en 50% større risiko for at udvikle demens, viser nye forskningsresultater fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine og Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet 

- Vi kan se sammenhængen når vi følger migrænepatienter, der har fået en diagnose på et hospital, i årene efter diagnosen. Vi kan også se, at risikoen ikke er øget, hvis man har migræne uden aura, fortæller speciallæge Jakob Møller Hansen, leder af Nationalt Videnscenter for Hovedpine på Rigshospitalet. 

Årsagen til, at migrænepatienter med aura har øget risiko, er ikke kendt, men forskerne mener, at aktiviteten i hjernen under migræneanfald med aura har betydning: 

- Vi ved, der foregår en bølgeaktivitet hen over hjernens overflade som formentlig udløser synsforstyrrelse, føleforstyrrelse eller taleforstyrrelse før et migræneanfald, når man lider af migræne med aura. Vi vil gerne undersøge om det er det, der er skadeligt for hjernen, siger Jakob Møller Hansen. 

Forebyggelse skal målrettes

De nye resultater er væsentlige, når det gælder om at forebygge demens, fordi resultaterne kan bruges til at udpege migrænepatienter som er i særlig risiko. 

- Vores forskning hjælper med at identificere en gruppe migrænepatienter, som har en øget risiko for at udvikle demens, siger Jakob Møller Hansen.

Migræne med aura har i flere tidligere studier vist sig at øge risikoen for blodpropper i hjernen. I den nye undersøgelse er der taget højde for en række risikofaktorer, herunder blodpropper i hjernen rygning, alkohol og mangel på fysisk aktivitet. Der også alle kan øge risikoen for at få demens. 

Forskerne er lige nu i gang med at undersøge, hvad behandling af migræne betyder for risikoen for at udvikle demens.  

Redaktør