- En stor del af mit arbejde er at understøtte håbet

​Anne Norup er neuropsykolog på Klinik for Neurorehabilitering og arbejder med at få patienter med svære hjerneskader og deres pårørende tilbage til et ofte meget anderledes liv





- Jeg er ledende neuropsykolog og arbejder både med ledelse, forskning og i klinikken, hvor jeg har med patienter at gøre. Det er mennesker, der har fået en større eller mindre hjerneskade på grund af trafikulykker, fald, men også som følge af blodpropper, forgiftningsskader og hjerneblødninger.

- Patienterne skal have lavet bevidsthedsvurderinger, undersøgelse af de kognitive funktioner, indlæringsevne, sproglige funktioner, evne til at strukturere og planlægge deres liv. Alt det vi andre tager for givet.

- Det, jeg leder efter hos bevidsthedssvækkede patienter, er de tidligste tegn på, at der er hul igennem til patienten. Om de visuelt følger noget med øjnene, om de kan klemme en hånd på opfordring.

- Ofte er patienterne slet ikke kontaktbare, når de kommer her, og der kan gå både længere og kortere tid, før de er ved bevidsthed. Vores opgave her er at lave tidlig intensiv genoptræning og gøre patienten klar til det videre forløb 

- En del af jobbet er også at tale med de pårørende. De er også hårdt ramt, men bare på en anden måde. Fra at have en ægtefælle, der er sund og rask og tog på arbejde om morgenen, så står de pludselig på intensiv og har skullet sige farvel. Efter den første akutte tid er overstået kommer de her, og så ser livet anderledes ud.

- De pårørende er lykkelige, fordi den ramte har overlevet, og så står de så her hos os, hvor det langsomt går op for dem, at livet aldrig bliver helt det samme. Den livsforandring er … ja, jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive det. 

- Men der er også håb. Når en patient langsomt vågner, bliver familien SÅ lykkelig. Oplever glæden ved at få et klem med hånden. En stor del af mit arbejde er at understøtte det håb. Det håb hjælper dem igennem det her. 

- Det er både et hårdt job og et job med livsbekræftelse i. Det er er hårde skæbner, men også givende at hjælpe mennesker, der er i en meget svær situation. Når man sender en patient hjem, der ankom uden at vide, hvem eller hvor han var, og se ham gå glad ud af afdelingen hjem til familien og med en plan for det fremadrettede forløb, så er det en god dag.

- Jeg kan da godt tænke ’Man skal være glad for det, man har. Husk at sætte pris på livet’ på vej hjem fra jobbet og også sige det til min mand, når jeg kommer hjem. Men det er bare ikke altid, jeg lige husker at sætte pris på det sådan helt i praksis. Der skal stadig købes ind, smøres madpakker, vaskes tøj. Det er svært at leve det meningsfulde liv hele tiden.

- Mit job har betydet, at jeg har truffet nogle helt klare valg i forhold liv og død. Min mand og jeg har begge taget tydeligt stilling til organdonation, snakket om til hvilken grænse, vi gerne vil holdes i live, og vi har fået lavet testamente.

- Men på trods af det, så tror jeg faktisk, at jeg tænker mindre over linjen mellem det almindelige liv og den pludselige omvæltning. Med det jeg har set her, så ved jeg, at det kan være så tilfældigt og meningsløst om folk kommer til skade eller ej. Det er jeg ikke herre over, jeg kan hverken gøre fra eller til.



Redaktør