Den grundlæggende udfordring for kræftkirurgien er at skelne kræftvæv fra normalt væv under en operation. Ofte opdages små mikroskopiske stykker af kræfttumor ikke, hvilket kan give tilbagefald af sygdommen. Lykkes det ikke at fjerne hele tumoren, kan kræftvævet kun til en vis grad fjernes med kemoterapi eller stråling. Men det er behandlinger, med ofte betydelige følgevirkninger, der kan påvirke patientens livskvalitet og funktionsdygtighed efterfølgende.
- Ved at benytte optisk billeddannelse hvor fluorescerende molekyler kobles til molekyler, der specifikt binder sig til kræftvæv, er der mulighed for at øge visualiseringen af kræften under operationen og opnå komplet fjernelse af kræftsygdommen, fortæller professor Christian von Buchwald om metoden, som han og professor Andreas Kjær Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET står i spidsen for at udvikle:
- På den måde forbedrer metoden den kirurgiske kræftbehandling og sikre komplet fjernelse af de nærmest usynlige tumorstykker.
CAG'en ledes af to professorer fra Rigshospitalet, Christian von Buchwald fra Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi og Andreas Kjær fra Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET. Fra Rigshospitalet deltager desuden afdelingslæge Anders Christensen fra Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi.
Om CAG
Forskere fra Rigshospitalet kommer til at sætte et markant aftryk på fire nye Clinical Academic Groups (CAG), som Greater Copenhagen Health Science Partners (GCHSP) lancerede 1. oktober.
Formålet med en CAG er at styrke det tværgående samarbejde mellem forskere og klinikere fra universiteter og hospitaler. Bag samarbejdet står Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Region Sjælland og Region Hovedstaden.