Stor bevilling til at teste neurobiologien bag tvangshandlinger

Forskningsleder Mikael Palner har fået 4,5 mio. kr. fra Den Frie Forskningsfond til at forske i den neurobiologiske baggrund for tvangshandlinger, et symptom som fx ses hos OCD-ramte.
Vent...


Foto: Forskningsleder Mikael Palner (fotograf: Tariq Mikkel Khan, Danmarks Frie Forskningsfond)


Ekstreme tvangshandlinger som konstant håndvask og stringente tælleregler er hverdag for de danskere, som lever med obsessive compulsive disorder (OCD). Desværre er den gængse medicinske behandling kun effektiv for en del af patienterne, og vi forstår ikke, hvorfor den ikke virker for alle. 

Med en bevilling på knap 4,5 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond får forskningsleder Mikael Palner fra Neurobiology Research Unit, Rigshospitalet, nu muligheden for at forske i, hvordan tvangshandlinger i hjernen aktiveres, og samtidig teste om mikrodoser af det psykedeliske stof psilocybin, der er det aktive stof i magiske svampe, kan virke som en alternativ behandling mod neuropsykiatriske sygdomme som fx OCD.

Mikael Palner er en ud af 36 forskere, som netop har fået Danmarks Frie Forskningsfonds Sapere Aude-bevillinger på i alt 220 mio. kr. Bevillingerne gives til talentfulde, yngre forskningsledere. 

- Det er et kæmpe skulderklap og stor ære at få denne bevilling. Jeg har altid været fascineret af, hvor kompleks hjernen er, hvor meget den kan og hvor lidt der skal til for at ændre vores opfattelse af verden, fx ved at indtage små doser psykedeliske stoffer. I dette projekt skal vi undersøge, hvilke mekanismer i hjernen der leder til tvangshandlinger som fx OCD, og i hvilken grad psilocybin kan hjælpe patienterne, siger Mikael Palner. 

Ændrer hjernens funktionelle kobling

Den farmakologiske behandling består i dag af høje doser af serotonin-genoptagshæmmere (SSRIs). I svære tilfælde bruges der stadig kirurgiske indgreb i området, anterior cingulate cortex, hvilket er en kontroversiel behandling med begrænset effekt, der fører til permanente bivirkninger. Årsagen til behandlingsresistent OCD menes at være forstyrrelser i den funktionelle kobling mellem netop anterior cingulate cortex og striatum, men den direkte kausalitet er endnu ikke påvist.

Mikael Palner forklarer, at han i projektet vil jeg skabe en dyremodel, hvor han bruger genetiske redskaber til kunstigt at øge aktiviteten af de neuroner der projekterer fra anterior cingulate cortex til striatum. Ideen er at validere, at disse leder til tvangshandlinger og ændrer hjernens funktionelle kobling mellem anterior cingulate cortex og striatum. 

Dernæst vil Mikael Palner teste en eksperimental behandling med det psykedeliske stof psilocybin. Arbejdshypotesen er, at psilocybin kan medvirke til at normalisere de ændrede funktionelle koblinger i hjernens netværk og på den måde reducere tvangshandlingerne. Hvis resultaterne er positive, vil næste mål være at bringe resultaterne videre til studier hos mennesker med OCD.

Læs interview med Mikael Palner på Danmarks Frie Forskningsfonds hjemmeside.  


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor