Sjældne-Prisen gives til en person, organisation eller institution, der har gjort noget særligt for mennesker med sjældne sygdomme i Danmark. Og det har overlæge Allan Lund fra Center for Sjældne Sygdomme på Rigshospitalet, mener medlemmerne af Sjældne Diagnosers medlemsforeninger og Sjældne-netværket. Det er dem, som har indstillet Allan Lund.
Prisen, som uddeles hvert fjerde år af foreningen Sjældne Diagnoser blev overrakt ved Sjældne-dagen den 29. februar i Århus, hvor Sjældne Diagnoser havde inviteret til fest.
Stolt over anerkendelse fra patienterne
Foto: Allan Lund med 'Sjældne-Prisen 2020'
Allan Lund er stolt og beæret over at modtage prisen:
- Jeg er fantastisk glad for at modtage Sjældne-Prisen. Jeg er specielt glad, fordi den kommer direkte fra patienterne og patientforeningerne. Der er ikke nogen bedre anerkendelse at få end den, der kommer direkte fra patienterne, udtaler han.
16 personer og teams var nominerede, og for første gang nogen sinde blev prisen uddelt til to personer: Overlæge Allan Lund, som er leder af Center for Metaboliske Sygdomme under Center for Sjældne Sygdomme i Rigshospitalets BørneUngeAfdeling og Lene Holgersen Lind, som er formand for Dansk Forening for Neurofibromatosis Recklinghausen.