Forskere undersøger psykisk belastning af COVID-19

​At være syg af COVID-19 – eller pårørende til en, som er syg – kan være en hård psykisk belastning. Forskning skal klæde sund-hedspersonalet på til at hjælpe patienter og pårørende med at tackle sygdom og bekymring.
Fejl i link: Hvis du har skrevet til os før mandag den 30. marts kl. 10, har vi desværre ikke modtaget din mail grundet en fejl i linket. Vi vil sætte pris på, at du skriver til os igen.

- Jeg kunne ikke være der for min søn og savnede ham helt forfærdeligt. To uger er lang tid at være væk fra sit barn på et år. Men jeg var nødt til at være isoleret i vores kælder, og mens jeg var syg, myldrede tankerne rundt i hovedet på mig: Hvor syg bliver jeg? Har jeg nået at smitte andre?

Sådan fortæller Lise Larsen om oplevelsen af at være smittet med COVID-19. Og selvom hun nu er erklæret rask, har det været en voldsom oplevelse. 

Depressionssymptomer og stressreaktion

Mange mennesker i Danmark er berørte af COVID-19 epidemien, og vi står i en ukendt situation, hvor vi som danskere har meget sparsomme erfaringer at falde tilbage på. Det gør os usikre og bekymrede. 

Derfor har forskere på Rigshospitalet på kort tid igangsat et studie, der skal klæde sundhedspersonalet på til at hjælpe patienter og pårørende med at hånd-tere COVID-19 psykisk.  

- Vi ved, at der under en epidemi er mennesker, der bliver ramt hårdt psykisk. Vi er i en meget usædvanlig situation, og det er naturligt, at nogle reagerer, får angst, depressionssymptomer eller en akut stressreaktion. Vores sygeplejersker skal derfor ikke alene være rustet til at give patienterne den fysiske sygepleje, men også svare på spørgsmål og give råd om, hvordan man som patient eller pårørende tackler sygdommen og de psykologiske reaktioner, siger sygeplejer-ske Selina Kikkenborg Berg, der er professor på Københavns Universitet og leder af sygeplejerskernes forskningsenhed IMPACT ved Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme på Rigshospitalet. 

Søger patienter og pårørende

Forskerne har netop modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fondens akutte pulje til COVID-19 projekter og søger lige nu deltagere fra hele landet, som vil lade sig interviewe over telefonen om deres oplevelser til studiet. Dels personer der er testet positive for COVID-19 og dels pårørende, der vil dele deres tanker og oplevelser med forskerne. 

Interesserede kan skrive til impact.rigshospitalet@regionh.dk frem til 1. maj.


Gode råd under COVID-19-epidemien


WHO har udgivet en række anbefalinger om det mentale helbred under COVID-19-epidemien. 

De anbefalinger kan vi også bruge som danskere, mener Selina Kikkenborg Berg, og understreger, at vi skal gøre alt for at standse spredningen og samtidig have blik for at få befolkningen ud på den anden side uden for store psykologiske følger. 


Gode råd om mentalt velvære under COVID-19-epidemien:

  1. Begræns adgangen til nyheder og information, der gør dig nervøs. Op-daterer dig via kanaler, du har tillid til, en eller to gang om dagen, så det ikke fylder hele dagen. 

  2. Vis empati over for alle personer som er smittet med COVID-19. De har ikke gjort noget forkert, og de fortjener støtte, medfølelse og venlighed. 

  3. Støt andre, for eksempel ved at tjekke op på, hvordan naboen klarer sig – via telefon eller sms. 

  4. Tal om de positive historier om dem, der kommer sig efter COVID-19. 

  5. Anerkend sundhedsarbejdere og den rolle, de spiller for at redde liv. 

  6. Ældre og kronisk syge bør have en plan for, hvordan de får praktisk hjælp, hvis det bliver nødvendigt – såsom at ringe til en taxa, få mad le-veret og anmode om lægebehandling.

  7. Lav enkle fysiske øvelser derhjemme for at bevare funktionsniveauet og reducere kedsomhed. 

  8. Oprethold regelmæssige rutiner så meget som muligt. 


Kilde: WHO Mental Health and Psychosocial Considerations During COVID-19 Outbreak




Redaktør