Coronavirus: Til patienter og pårørende på Rigshospitalet

Du vil opleve en del ændringer på Rigshospitalet som følge af coronavirus i Danmark. Det er vigtigt for os, at du fortsat føler dig godt modtaget. Vi har derfor samlet de ændringer og tiltag, du kan møde, når du kommer på hospitalet. Ingen må møde op på hospitalet med feber, hoste, synkebesvær, vejrtrækningsbesvær eller hovedpine.


​Rigshospitalet modtager patienter, der er syge med coronavirus. Samtidig behandler vi mange patienter med andre akutte eller livstruende sygdomme, som ikke er syge af coronavirus. De vil fortsat modtage den pleje og behandling, deres sygdom kræver. 

Du vil opleve en del ændringer på Rigshospitalet som følge af coronavirus i Danmark. Det er vigtigt for os, at du fortsat føler dig godt modtaget. Vi har derfor samlet de ændringer og tiltag, du kan møde, når du kommer på hospitalet. 



Særlige adgangsforhold

Der er kun adgang til Rigshospitalet via de to hovedindgange på hhv. Rigshospitalet Blegdamsvej og Rigshospitalet Glostrup

Dog er der særlige adgangsmuligheder for dialysepatienter i opgang 86, patienter til COVID Ambulatorie og Screening i opgang 85 og patienter til Krisepsykologisk Klinik i opgang 76. 


Meget begrænset adgang for pårørende og besøgende

På grund af smitterisiko er der meget begrænset adgang for besøgende til Rigshospitalet. 

Er du forælder til mindreårige børn eller pårørende til en akut kritisk syg patient, kan du besøge indlagte efter aftale med afdelingen.

Ændringerne sker for at beskytte vores sårbare patienter og personale bedst muligt mod coronavirus.  

Brug i stedet telefonen eller de sociale medier til at kolde kontakt med din indlagte pårørende. 

Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt alle hospitaler dette midlertidige forbud mod besøg på hospitalerne. 




Ændringer i bookede aftaler

Mange patienter vil få udskudt allerede bookede aftaler. Dette gør vi udelukkende, hvor vi vurderer, at det er lægeligt forsvarligt.  

Ændringerne sker for at mindske din risiko for at blive udsat for smitte med coronavirus, for at færrest mulige patienter har deres gang på hospitalet, og for at vi fortsat kan behandle akutte og kritisk syge patienter og de mange patienter, vi forventer kommer med coronavirus. 

Alle patienter, der får deres tid udskudt, vil få et brev fra os. Enten i e-boks eller med posten. Rigtig mange af vores patienter oplever også, at de udover et brev bliver ringet op af deres afdeling, hvis deres tid bliver udskudt. Da vores personale er ekstraordinært pressede i øjeblikket, kan vi ikke garantere, at alle får en opringning, men alle får et brev. 

Oplever du symptomer som bekymrer dig, og som du tænker kunne have noget med din sygdom at gøre, kan du naturligvis henvende dig telefonisk til din afdeling, hvis din aftale er udskudt. Hvis dine symptomer ikke er relateret til din sygdom, beder vi dig om at henvende dig til din egen læge. 




Vis hensyn og pas på dig selv, når du besøger hospitalet

Du bør som patient i behandling og i kontrolforløb følge de nationale anbefalinger:

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Hold afstand og bed andre tage hensyn




Særligt for gravide og deres pårørende

​Som gravid eller fødende på Rigshospitalet vil du under coronavirus-epidemien opleve ændrede forhold. Vi har samlet al information om ændringer i forhold til fødselsforberedelse, konsultationer og besøg i sengeafsnit og ambulatorier.
Se mere information på Obstretisk Kliniks hjemmeside 





Afdelinger for coronabehandling på Rigshospitalet

Se kort over Rigshospitalets corona testafsnit her

Infektionsmedicinsk Akutmodtagelse, afsnit 5604

Er du henvist til coronatest på Rigshospitalet, skal du møde op på Infektionsmedicinsk Akutmodtagelsen på Esther Møllers Vej 7 ,2100 København Ø. Her er opsat telte med fire corona-teststationer. 

Det er kun patienter, der på forhånd er blevet henvist til test-stationerne, der må møde op. 
Når du ankommer, skal du ringe på det udleverede telefonnummer, og derefter vente i din bil eller lige uden for testområdet. Du bliver hentet af en medarbejder, som vil følge dig til teltet.

COVID Ambulatorie og Screening, afsnit 8501

COVID Ambulatorie og Screening er et ambulatorium for patienter, der har eller er mistænkt for at have coronavirus og som samtidig har andre symptomer, der kræver, at patienten kommer ind på hospitalet for at få en vurdering. 

Covid Ambulatorie  og Screening ligger på Esther Møllers Vej 8, 2100 København Ø. 

Se mere information om COVID Ambulatorie og Screening 

Covita Intensivafdeling

På Covita Intensivafdeling har vi indrettet ca. 30 intensivsengepladser til patienter smittet med coronavirus.

Covita Intensivafdeling ligger i Nordfløjen - Rigshospitalets nye fløj - i operationsmodtagelses- og opvågningsområdet. Der er kun adgang til afdelingen fra Rigshospitalets hovedbygning.

Se mere information om Covita Intensivafdeling




Hvis du er blevet testet for coronavirus

Hvis du er blevet testet for coronavirus på Rigshospitalet, vil du modtage svar på din test inden for et døgn. Du kan se svaret i MinSP og sundhed.dk. 

Mens du venter på svar, skal du blive hjemme og forholde dig som ved influenza – det vil sige undgå at smitte andre. Hold afstand til dine nærmeste, og undgå kontakt med andre uden for hjemmet. 

Hvis din test er positiv, bliver du ringet op af en medarbejder, der fortæller dig, hvordan du skal forholde dig.  


Har du symptomer på coronavirus?

Hvis du har problemer med vejrtrækning, forværring af symptomer eller er syg over flere dage, skal du ringe til egen læge (eller 1813, hvis det er uden for din egen læges åbningstid).

Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre. 

Har du milde symptomer som hoste, let feber eller forkølelse, skal du blive hjemme og forholde dig som ved influenza – det vil sige undgå at smitte andre.

Hold afstand til dine nærmeste, og undgå kontakt med andre uden for hjemmet.
Har du en tid på hospitalet, skal du ringe til afdelingen og få en ny tid.




Generelle spørgsmål til coronavirus

Undlad venligst at ringe eller skrive til os med generelle spørgsmål til coronavirus. Følg i stedet Sundhedsstyrelsens anbefalinger. 

Læs mere på www.sst.dk/coronavirus , eller ring til hotline: 70 20 03 33.  Situationen er under daglig udvikling og det er derfor vigtigt, at du orienterer dig på ovennævnte hjemmeside, der opdateres løbende.

Sundhedsstyrelsen har lavet en række foldere med gode råd og vejledninger i forbindelse med coronavirus. 



1813 - Akuttelefonen

Hvis du har behov for akut hjælp ved sygdom uden for din egen læges åbningstid og ved skader døgnet rundt. 





For pårørende til indlagte med coronavirus

Vi har samlet en række spørgsmål og svar til dig, som er pårørende til en patient indlagt med coronavirus.  
Se mere under For pårørende til indlagte med coronavirus



Kontakt


Har du spørgsmål og er der noget du er tvivl om, er du meget velkommen til at skrive til os.








Redaktør