Denne nyhed blev første gang udgivet 6.maj 2020, den er opdateret med mindre justeringer 15. november 2021.
Ligger du hjemme i sengen og er smittet med corona, eller har du en anden sygdom, der giver dig hoste og lettere vejrtrækningsbesvær?
Så er der faktisk øvelser, du selv kan lave. For uanset om du har KOL eller COVID, vil både dine lunger, vejrtrækningsmuskler og du have gavn af øvelserne.
- Det er rigtig vigtigt at få brugt lungerne. Hvis man er stakåndet og har besvær med at trække vejret, hjælper øvelserne til at få ro på vejrtrækningen og sikre, at der kommer mere ilt ud i kroppen. Hvis man har slim i lungerne, kan øvelserne også hjælpe til at få det op. Slim i lungerne gør det sværere for ilten at komme ud i blodet, siger Marie Glover, der er specialeansvarlig inden for respiratorisk fysioterapi på Klinik for Ergo- og Fysioterapi på Rigshospitalet.
På Rigshospitalet er fysioterapeuterne involveret i behandling af mange sengeliggende og lungesyge patienter.
- Vi bruger blandt andet de her teknikker til patienter, der ikke kan komme ud af sengen, for at forhindre, at nogle af de små luftveje falder sammen, fortæller Marie Glover.
Overlæge i lungemedicin Michael Perch understreger:
- Bare det at komme op af sengen og gå lidt omkring er vigtigt. Det gælder, uanset hvad man fejler, siger han og tilføjer:
- Øvelser og aktivitet kan give et mildere og kortere sygdomsforløb end ellers, og i bedste fald kan det mindske risikoen for at blive indlagt.
Fakta
- En rask person trækker vejret 12-16 gange i minuttet. Er man syg, har man ofte flere vejrtrækninger.
- Det er godt altid at trække vejret roligt helt ned i maven. Også når man ikke laver øvelserne.
Gode hjemmeøvelser hvis du har hoste, slim eller lettere vejrtrækningsbesvær
- Brug gerne vejrtrækningsøvelserne hver time i de vågne timer. Hvis det ikke er muligt, så gør det så tit, du har kræfter til. Alt tæller, og lidt er bedre end ingenting.
- Lav ikke øvelserne i nærheden af andre af hensyn til smitterisiko. Åbn gerne vinduet imens.
- Det er vigtigt for lungerne, at man bevæger sig. Selv hvis man har feber, gavner det lungerne at komme lidt op at sidde eller gå, alt efter hvor meget man har kræfter til. Når man ligger i sengen, er det også godt at skifte stilling jævnligt.
- Lav vejrtrækningsøvelser stående, hvis det er muligt. Ellers siddende. Når man sidder op, får man foræret næsten en liter mere luft ned i lungerne, end hvis man ligger ned.
Få mere luft i lungerne og bedre iltning af blodet:

Hvis du har slim, kan du lave denne øvelse for at løsne slimet:

Stød er en mere skånsom og mindre udmattende måde at få slim op på end hoste.