Ung forsker fra Rigshospitalet hædret

Den 37-årige Christian Grønhøj fra Øre-næse-halskirurgisk- og Audiologisk Klinik modtager Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris 2020 for sit arbejde med at give patienterne et liv med færre senfølger.
Vent...

​Professor og forskningsleder Christian von Buchwald med prismodtager Christian Grønhøj.

Mange kræftpatienter med hoved-halskræft får behandling med stråleterapi. Og selv om strålerne hos mange kan bekæmpe sygdommen, kan strålebehandlingen også føre til alvorlige bivirkninger for en betydelig del af patienterne. En af de meget indgribende bivirkninger er mundtørhed, som skyldes at spytkirtlerne bliver skadet.

Manglende spyt kan gøre det svært at tale, tygge og synke. Det er både meget generende, og har typisk stor indvirkning på søvnen, måltider, smagssansen, tænder og den generelle livskvalitet. For nogle patienter kan det også betyde ændringer i det sociale liv, fordi man ikke på samme måde kan deltage i samvær, hvor man snakker og spiser sammen.

Men det kan Christian Grønhøjs forskning måske være med til at ændre på. Han forsøger nemlig at genoprette spytkirtlernes produktion af spyt:

– Ved at behandle hoved-halskræft patienter med stamceller har vi set lovende resultater i forhold til at forbedre spytproduktionen. I det første pilotforsøg så vi, at patienter der fik sprøjtet stamceller ind i spytkirtlerne, fik øget deres spytproduktion med 50 pct., siger Christian Grønhøj.

Nyt projekt skal opdage tilbagefald hurtigere

Christian Grønhøjs forskning har især fokus på de hoved-halskræft patienter, hvor sygdommen skyldes en infektion med virusset HPV. Det er typisk yngre og i øvrigt sunde og raske mennesker, som har mange år foran sig efter, at sygdommen er behandlet.

Christian Grønhøjs forskning spænder bredt og har fokus på en række projekter, der skal sikre patienterne bedre livskvalitet og behandling. I et af dem undersøger Christian Grønhøj sammen med en række kolleger, om det er muligt at følge kræftsygdommen ved at analysere blodprøver for spor af kræft-DNA:

– Perspektivet er, at teknikken både kan bruges til at følge effekten af behandlingen og – hos patienter, der er færdigbehandlet – til at opdage tilbagefald af sygdommen tidligere, end det er muligt i dag, siger Christian Grønhøj.

Bedre behandlinger og et godt liv

For al Christian Grønhøjs forskning gælder det, at han har patienten i centrum:

– Forskning er for mig en naturlig del af at være læge. Og det er en stor motivation for mig at kunne arbejde for, at vi forbedrer mulighederne for at overleve sygdommen, men også at patienterne kan få et godt liv efter, siger Christian Grønhøj, som er både glad og stolt over at modtage prisen fra Kræftens Bekæmpelse:

– Det er en stor ære for mig at modtage prisen. Både som en anerkendelse af mit eget arbejde, men også på vegne af vores forskningsgruppe ledet af professor Christian von Buchwald og alle de kolleger jeg samarbejder med, siger Christian Grønhøj.

Christian Grønhøj er den ene af to, der modtager Juniorforskerprisen i år. Med den følger 100.000 kr., og de penge ved Christian Grønhøj allerede, hvordan skal bruges:

– Pengene skal gå til at styrke den forskning, der er i gang. Især arbejder vi intensivt med vores blodprøveprojekt, som har skal overvåge sygdommen efter behandling, siger Christian Grønhøj.

Se video med Christian Grønhøj og hans forskning

Blå bog: Christian Grønhøj

Christian Grønhøj er ansat som 1. reservelæge ved Rigshospitalets øre-næse-halskirurgiske og audiologiske Klinik.

Christian Grønhøj er oprindeligt uddannet civiløkonom i 2005 men skiftede til læge-sporet og blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 2011. Efter turnus var Christian Grønhøj et år i thoraxkirurgien for derefter at gennemføre introduktionsstilling og Ph.d. på Øre-næse-halskirurgisk Klinik på Rigshospitalet, hvor han nu er i færd med sin speciallæge hoveduddannelse. Christian er desuden Ph.d.-koordinator i HovedOrtoCentret, beskæftiget som censor ved flere kandidatuddannelser, aktiv reviewer på talrige tidsskrifter og er medforfatter på mere end 70 peer-reviewed artikler.

Privat er Christian Grønhøj gift og far til tre børn. Fritiden bliver brugt sammen med familien og på cykling. Han ynder at dyrke crossfit et par gange om ugen, og hans kone har netop overtalt ham til at lære at stå på skateboard.

Om Juniorforskerprisen

Kræftens Bekæmpelse Juniorforskerpris uddeles hvert år. Formålet med prisen er, at støtte talentfulde yngre forskere, der har ydet en særlig indsats inden for dansk kræftforskning. Prisen tildeles fortrinsvis unge forskere, der har vist en ekstraordinær indsats og/eller opnået resultater med vigtig internationalt gennembrud og opmærksomhedMed prisen følger 100.000 kr., som kan bruges til konferencer eller forskningsophold i udlandet, eller til indkøb af udstyr til forskningen.




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor