Helt ind til kernen

Med en nucleocounter kigger Victoria Bjerregaard nærmere på de biologiske processer, der foregår inde i menneskeceller.


Den ligner et gammeldags cd-rom-drev, men med nucleocounteren kan cellebiolog Victoria Bjerregaard hurtigt konstatere, om en celle er i vækst eller døende.


Når man skal kigge nærmere på noget, der kan ligge millionvis af på en lillefingernegl, skal man bruge noget, der er lidt stærkere end et forstørrelsesglas. Og så er det godt at have en lille og handy nucleocounter ved hånden.

- Når man kigger på levende celler er det vigtigt, at man har et apparat, der lynhurtigt kan lokalisere og måle på cellerne.  Menneskeceller er ekstremt følsomme og går hurtigt til, når de er ude af deres optimale vækstforhold, fortæller Victoria Bjerregaard, der forsker i klinisk genetik på Kennedycentret i Glostrup, som er en forskningsenhed under Rigshospitalet, der fokuserer på sjældne, arvelige sygdomme.

En nucleocounter er principielt set et lille mikroskop, der automatisk finder cellerne ved at lokalisere deres kerne, der gerne er ned til en 100-del af en millimeter stor. Og så er den hurtig – den analyserer 10.000 celler på 30 sekunder.

- Med nucleocounteren kan man komme helt tæt på og konstatere, hvordan den enkelte celle har det ved at måle på cellekernens størrelse. Ved at kigge på DNA’et der ligger i cellekernen kan man se, hvor cellen er i sin cyklus. Om den er i fuld vigør, eller om den er ved at dø. Det er vigtigt for vores analyse, at vi ved, hvordan den enkelte celle har det, fortæller Victoria Bjerregaard. 

Laserlys og farver

Ved at tilføre cellerne farvede tilsætningsstoffer og derefter beskyde dem med laserlys måler nucleocounteren refleksionerne og oversætter dem via computer til diagrammer, som Victoria Bjerregaard så analyserer.

- Man kan bruge det til alle mulige ting. Ved at studere processerne inde i cellerne kan vi komme tæt på, hvad det er der forårsager sygdomme, siger Victoria Bjerregaard, der især studerer de såkaldte mitokondrier, der er cellens energifabrikker.

- I den sidste ende dør du, hvis ikke mitokondrierne fungerer. Så jeg kigger nærmere på, hvordan de fungerer, og hvad der påvirker dem, og hvordan de påvirkes. Det betyder meget for kroppens tilstand, hvordan de har det, siger Victoria Bjerregaard.

Alt sammen som første led i, hvad der i sidste ende kan blive til behandling af sygdomme.

- Vi leder ikke efter kure, men efter årsager, så andre kan finde kure. Når man skal kurere en sygdom, skal man først finde ud af, hvordan mekanikken bag det hele det fungerer. Vores arbejde er den nederste sten i fundamentet, som resten af huset bygges på, siger Victoria Bjerregaard.


Redaktør