Ny centerdirektør på Rigshospitalet

​Helle Bossen Konradsen tiltræder som centerdirektør i Diagnostisk Center, Rigshospitalet.


​Helle Bossen Konradsen er læge, dr.med. og kommer til Rigshospitalet med dyb indsigt i laboratorieområdet og en lang og bred ledelseserfaring. Hun kommer fra en stilling som faglig direktør ved Statens Serum Institut og tiltræder Rigshospitalet senest 1. april 2020.

- Helle kommer til Rigshospitalet med stor faglighed og indsigt i de det sundhedsvidenskabelige område og i sundhedsvæsenet, og jeg overlader hende trygt den store opgave som det er at stå i spidsen for Rigshospitalets diagnostiske center, siger hospitalsdirektør Per Christiansen.

Helle Bossen Konradsen glæder sig til at begynde på Rigshospitalet.

- Patientens tarv og medarbejdernes trivsel har altid været en vigtig dimension i mit arbejde som jeg ser meget frem til at komme tættere på i hospitalets kontekst. Jeg glæder mig også til at fortsætte centrets arbejde for et stærkt nationalt og internationalt forankret forsknings- og udviklingsmiljø. Høj service, kvalitet, professionalisme, tillid og godt arbejdsklima er nøgleord for mig, siger Helle Bossen Konradsen.

Hun er 59 år og med sin mand bosat syd for København. Som forsker har hun ca. 100 peer-reviewed publikationer i internationale og nationale tidsskrifter.
 
Diagnostisk Center består af otte højt specialiserede klinikker, som alle tilbyder højt specialiseret undersøgelse og behandling. Kerneydelserne i centret er højt specialiseret diagnostik og patientbehandling samt uddannelse og forskning. 
 
Diagnostisk Center leverer årligt 10 mio. laboratorieundersøgelser og behandlinger samt 650.000 billeddiagnostiske undersøgelser. Centret har mere end 1 mio. kontakter til patienter og donorer hvert år. 
 
Centret er bygget op omkring:

  • Genomisk Medicin, 
  • Klinisk Biokemisk Afdeling, 
  • Klinisk Genetisk Klinik, 
  • Klinik for klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET
  • Klinisk Immunologisk Afdeling 
  • Klinisk Mikrobiologisk Afdeling. 
  • Radiologisk Klinik og 
  • Patologiafdelingen. 

Medicinsk Forskningsbibliotek og Dansk Institut for Ekstern Kvalitetssikring hører også til i Diagnostisk Center.
Redaktør