- Nogle gange er det samtaler uden ord

Talepædagog Alice Gacinga fra Neurologisk Klinik, Glostrup, hjælper hjerneskadede patienter med talebesvær med at udtrykke sig. Et enkelt ’ja’ eller ’nej’ kan være en kolossal succes.



Alice Gacingas arbejde er at søge efter talebesværede patienters svar. Nogle gange sker det uden ord.


- Jeg er logopæd - eller talepædagog - og arbejder med at vurdere og hjælpe patienter med kommunikative vanskeligheder, som er forårsaget af apopleksi eller andre neurologiske lidelser. Det kan være blodprop i hjernen, hjerneblødning eller en hjernesvulst, der alt sammen kan gå ud over talens brug.

- Det er lige fra patienter med en sløret udtale til nogen, der ikke kan sige ét ord – og nogle gange heller ikke forstår særlig meget. Jeg prøver at få adgang til deres svar. Mit fokus er på, hvordan vi kommunikerer bedst muligt i dagligdagen under indlæggelse. Det er vigtigt, at de er mest muligt med i processen, for det giver de bedste resultater rent genoptræningsmæssigt.

- Jeg havde en patient, der ikke kunne sige en lyd, men vi havde øjenkontakt, og jeg kunne se, at hun var der. Hun kunne trykke med hånden, så først tænkte vi, at hun kunne trykke en gang for ’ja’ og to for ’nej’. Men hun kunne ikke trykke to gange. Så fandt vi ud af, at hun kunne kigge op og ned for ’ja’ og ’nej’ i stedet for.

- Det er min opgave at finde det ’nej’ og så derefter få resten af personalet med på, at det er dét, vi gør. Jeg er en slags brobygger mellem patienten og resten af personalet. Problemet er, at det kan være svært at være sikker på, hvad patienterne mener. Det er et forsøg på samtale, men nogle gange er det samtaler uden ord.

- Jeg har skrevet speciale om sang i genoptræning af sprog.  Teorien er, at sang primært bearbejdes andre steder i hjernen end der, hvor sproget bearbejdes. Formålet er at forsøge at få  intakte dele af hjernen til at varetage noget af sproget.  Så ind imellem synger jeg patientens navn sammen med patienten.  ”Jeg hedder Eeelse”. Eller ord som ”godmorgen”.

- De kan praktisk taget ikke sige noget. Men pludselig kan de synge deres navn. Det er så vildt, når det sker. Så står tårerne i øjnene på dem, fordi de måske hører deres egen stemme for første gang i meget lang tid. Og ja, også hos mig. Så er dagen fuldendt. Der er stadig langt til at tale, men det et godt skridt på vejen.

- Det værste er, når du ikke kan nå ind til dem, som du har en fornemmelse af, er derinde. Og med de patienter, som ikke kan helbredes, hvor du ved, at det kun går en vej. Der er mere håb i at arbejde med en, der har haft en blodprop, og som du ved kan blive bedre. Det er virkelig svært at acceptere, når tingene ikke kan forbedres.

- Det er også frustrerende, at man ikke kan bruge mere tid med patienterne. Vi er fire logopæder på hospitalet, men tit ville jeg ønske, at vi var 10 gange flere.

- Patienter, der har svært ved at tale og forstå, kan være meget ensomme. De er i en svær krise og har svært ved at udtrykke sig og tale med nogen om det. Jeg oplever, at jeg skal sætte ord på de tanker de har, for dem. Nogle gange lykkes det ikke for mig at finde de ord. Der skal jeg turde være i den frustration sammen med dem og acceptere, at jeg ikke kan hjælpe.

- Det bedste er, når en patient, der ikke har kunnet sige et ord, siger bare et enkelt. Det giver så meget at se håbet i patientens øjne. Jeg havde én, der pludselig kunne sige ”ja” ud af det blå. Så var både sygeplejersken og jeg selv helt oppe at køre.


Redaktør