
Professor Kirsten Grønbæk fra Hæmatologisk Klinik og professor Bo Porse fra Finsenlaboratoriet kunne sammen med professor Kristian Helin fra BRIC ved Københavns Universitet række armene i vejret, da de i 2017 modtog 100 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til et nyt Program for Translationel Hæmatologi (PTH). Pengene skulle gå til at bygge bro mellem basalbiologisk kræftforskning med genteknologi og konkrete kliniske problemstillinger, hentet fra patienter med tilbagefald af blodkræft. Læs, hvordan de arbejder med den store bevilling.
Målretter lægemidler til patienter fra hele landet
- En stor del af bevillingen har vi brugt til at etablere et speciallaboratorium, hvor vi hurtigt kan teste et helt panel af lægemidler. Det ledes af professor Krister Wennerberg, og er placeret her på Rigshospitalet i Opgang 93. Vi kan sende et helt batteri af stoffer over for at se, hvilke der virker på en bestemt kræftcelle fra en patient, og derefter forudsige, hvordan en given behandling vil virke. Det er et enestående koncept, som har et helt enormt potentiale, og som allerede i dag er med til at vejlede behandlingen af patienter – over hele landet faktisk, siger Bo Porse.
Mere udstyr og flere mennesker
- Vi har brugt meget af tiden på at etablere os med seks nye og stærke forskningsgrupper, hvor vi har ansat 25 ph.d.-studerende, forskere, laboranter, koordinatorer og assistenter. Der går mange penge til at anskaffe laboratorieudstyr, ligesom vi bruger millioner på at lave gensekventeringer og analyser af patienter. Vi bruger også meget krudt på at kortlægge behandlingsmål og udvælge relevante problemstillinger for vores patienter, fortæller Kirsten Grønbæk.
Klinik og laboratorie er rykket tættere sammen
- Med bevillingen har vi styrket samarbejdet på tværs af klinik og laboratorieforskning. Det har betydet, at vi nu er sikre på, at vi får en reel klinisk problemstilling at rode med, hvis løsning har potentialet til at hjælpe fremtidens patienter. Det lyder måske mærkeligt, men alene det, at vi har en fast møderække, hvor vi taler sammen fast og drøfter fælles projekter med afsæt i relevante kliniske problemstillinger, gør en verden til forskel, siger Bo Porse, og Kirsten Grønbæk fortsætter:
- Det er lidt som om, at to verdener mødes. Vi bruger rigtig mange ressourcer på at kortlægge patientmaterialet i klinikken, og finder relevante problemstillinger i kræftbehandlingen, vi kan målrette forskningen efter, mens Bo og hans folk befinder sig i dyreverdenen. De laver musemodeller og nørder med genanalyser. Nu taler vi mere sammen og forstår bedre, hvordan vi kan bruge hinandens kompetencer.
Personlig medicin er tættere på
PTH-programmet blev oprettet for at blive klogere på behandlingen af patienter med akut myeloid leukæmi (AML) og myelodysplastisk syndrom (MDS) – og på sigt også til gavn for andre patienter med hæmatologiske sygdomme. Målet er at kunne tilbyde skræddersyet behandling – såkaldt personlig medicin – der passer optimalt til den enkelte patient. Den kemoterapi, der anvendes i dag, kan fjerne langt størstedelen af patientens syge celler, men en lille gruppe af kræftstamceller undviger ofte kemobehandlingen og kan være kimen til tilbagefald.
- Vi har kun set begyndelsen af, hvad arbejdet i PTH-programmet vil kunne medføre. De ting, vi har sat i gang, bliver ikke til et lægemiddel i morgen. Men vi har fået ansat dygtige folk og samlet kræfter på tværs, og er på den måde blevet et kraftcenter for hæmatologisk translationel hæmatologisk forskning, siger Bo Porse.
– Den fælles platform, vi har skabt, vil føre nye og vigtige projekter med sig – til gavn for fremtidens behandling af kræft. Vi bygger en infrastruktur, som aldrig går tabt, og som andre forskere efter os vil kunne bygge videre på og forske i, siger Bo Porse.
Han håber at kunne forlænge programmet med yderligere 8-10 år, når den berammede bevilling udløber om et år.
Formalia spænder ben
– Det er ikke for at provokere, men det kan være svært at bruge 100 millioner effektivt på forskning, fordi der er så meget regelrytteri, regulatoriske benspænd og forskellige databehandleraftaler, der bremser os i at sætte projekter i søen. Kravene er f.eks. ikke ensartet på tværs af regionerne. Men vi har fået etableret os, rammerne er der, og vi bliver hele tiden bedre til at sætte skub i processen, når vi sætter forskningsprojekter og samarbejder i gang, siger Kirsten Grønbæk.