Professor får stor engelsk hæder

​Som den første kirurg nogensinde udnævner det engelske anæstesiologiske selskab professor Henrik Kehlet som æresmedlem.


Professor Henrik Kehlets vedvarende indsats for at forbedre resultaterne for kirurgiske patienter bliver nu anerkendt af det anæstesiologiske selskab i England, Association of Anesthetists. Som første kirurg nogensinde udnævner selskabet Henrik Kehlet som æresmedlem. 

Henrik Kehlet er klinisk professor i kirurgisk patofysiologi på Rigshospitalet og får prisen for sin årelange indsats med at udvikle og implementere fast-track principperne i kirurgien. Dette arbejde startede med Henrik Kehlets forskning i Danmark i 1990’erne, men er siden blevet annekteret over hele verden, så flertallet af kirurgiske specialer i dag arbejder efter fast track-princippet.

Umiddelbart lyder det ikke oplagt, at en kirurg modtager en anerkendt anæstesiologisk hædersbevisning. Men fast track-tankegangen har på mange måder revolutioneret hele måden at anskue et operationsforløb på – med fokus på alle komponenter i patientforløbet. Dermed har hans forskning også haft stor indflydelse på anæstesiologernes bidrag til sikrere operationsforløb med færre bivirkninger og senfølger.

Et væsentligt bidrag til kirurgien 

I en kommentar til udnævnelsen kalder professor Monty Mythen fra University College London hædersbevisningen for meget fortjent. Han fremhæver, at Henrik Kehlets indsats for at praktisere og promovere fast track-kirurgi har ført til, at denne tilgang er standard for kirurgien verden over, og han kalder konceptet for et af kirurgiens væsentligste innovative tiltag. 

Henrik Kehlet har skrevet mere end 1.000 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og er bl.a. æresmedlem ved Royal College of Anaesthetists, American Society of Anesthesiologists, American College of Surgeons, American Surgical Association, German Surgical Society, German Anaesthesiological Society samt Faculty of Pain Medicine i Australien.

Henrik Kehlet har tidligere modtaget bl.a. Novo Nordisk-Award, August Krogh-prisen, KFJ-prisen og Global Excellence Award. 


Redaktør