Rigshospitalet åbner COVID-19- intensivafsnit

Udviklingen i antallet af COVID-19-patienter gør, at Rigshospitalet nu tager COVITA i brug til intensivpatienter med COVID-19.
Vent...

Det stærkt stigende antal COVID-19-patienter i Danmark gør nu, at Rigshospitalet på mandag den 4. januar åbner COVITA – intensivafsnittet for COVID-19 patienter. Afsnittet åbner med otte sengepladser.

Det er ledende overlæge Jan Bonde, der er ansvarlig for Intensiv Terapiklinik 4131 og COVID-flowmaster både på Rigshospitalet og i Region Hovedstaden, som trykker på COVITA-knappen:

- Tallene er bekymrende. Vi har hele tiden fulgt udviklingen tæt, og over juledagene er antallet af COVID-19-patienter med behov for intensivbehandling steget støt, og vi ser ind i en periode, hvor det behov kun vil stige. Udviklingen betyder, at det er nødvendigt at åbne COVITA-afsnittet nu, siger Jan Bonde,

COVITA har siden november stået klar til at blive taget i brug på 9. sal i opgang 3 i centralkomplekset på Blegdamsvej, og der kan hurtigt skaleres op, så der kan komme flere pladser, hvis det skulle blive nødvendigt. Fysisk er der etableret pladser til 19 patienter. COVITA vil blive ledet af oversygeplejerske Anne Friis og ledende overlæge Morten Steensen.

- Alt er klar – også navnene på det personale, der skal passe patienterne. De er lige nu ved at blive varslet, så Rigshospitalet med sin ekspertise kan være med til at passe på de mest udsatte patienter, siger vicedirektør for Rigshospitalet, Susanne Poulsen.

Det er uvist, hvor længe afsnittet skal være åbent, og om det bliver nødvendigt at opskalere til flere pladser:

- Udviklingen i den første uge af januar vil vise, om der bliver brug for flere kræfter i COVITA. Vi er klar, hvis det er nødvendigt, men vi håber selvfølgelig på, at udviklingen snart vender og antallet af patienter med behov for intensiv behandling og pleje stagnerer, siger Jan Bonde.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor