På kort tid har Rigshospitalet etableret og indrettet en ny midlertidig intensivafdeling til smittede med COVID-19 i hospitalets nybyggede Nordfløj. Covita Intensivafdeling, som afdelingen hedder, har onsdag den 1. april modtaget de første patienter, der skal modtage intensiv pleje i de nye omgivelser.
Det første afsnit i afdelingen har plads til 30 intensivsenge. Sengene vil blive samlet i større rum med 10 senge i hvert rum. Endnu et afsnit åbner snart og får ligeledes plads til op til 30 intensivsenge.
Alle intensivpladser er monteret med respiratorer eller anæstesiapparater.
Eksisterende sengeafsnit udvides også
Intensivpladserne i Covita Intensivafdeling forventes anvendt til patienter med COVID-19, der ikke betegnes som højtspecialiserede, og som indlægges på grund af COVID-19. Intensivkrævende patienter med COVID-19 og en anden primær sygdom, forventes at blive indlagt på de eksisterende intensivafdelinger på hospitalet.
I forbindelse med Corona-pandemien udvider Rigshospitalet med 25 ekstra intensivpladser i de eksisterende intensivafdelinger.
Som supplement til Covita Intensivafdeling åbner mandag den 6. april et ny afsnit med navnet Covid Intermediært Afsnit. Det får 26 sengepladser i Nordfløjen til patienter med COVID-19, der ikke er respiratorkrævende, men har behov for særlig pleje og observation.
