Ledende overlæge fik COVID-19: Det værste, jeg har prøvet

I tre uger levede Claus Munk Jensen i isolation i sit sommerhus, da både han og hans hustru var smittet med corona. Kulderystelser, feber, muskelsmerter og træthed kom sammen med bekymringerne for afdelingen, hvor 10 var smittet samtidig.




Ingen ved, hvordan det startede. Måske var det skiturister hjemvendt fra Østrig og Italien med knoglebrud, der gjorde, at 10 læger og sygeplejersker fra Ortopædkirurgisk Ambulatorium samtidig blev lagt ned med COVID-19 midt i marts.

Claus Munk Jensen, der er ledende overlæge i Ortopædkirurgisk Klinik, var en af dem. Han og hustruen fik begge feber og ømme muskler tirsdag den 17. marts. Efter at være blevet podet på Rigshospitalet om onsdagen kørte de til sommerhuset på Falster for at gå i isolation allerede inden, der var svar på prøverne.

- Jeg havde symptomer, der mindede om influenza, og jeg mistede min smagssans. I den første uge var jeg ikke så ramt. Jeg var med på de daglige Skype-møder med afdelingen, og vi højtryksspulede vores terrasse i sommerhuset. Men i anden uge blev det slemt. Jeg fik høj feber, kulderystelser, ømme muskler og lå i sengen. Det var en rigtig rusketur. Værre end nogen influenza eller andet, jeg har prøvet, siger 64-årige Claus Munk Jensen, der samtidig fulgte situationen på tv.

Hørte om læger på ECMO

- Det var angstprovokerende at se, hvordan de bar de døde ud i Italien. Og jeg tænkte da over, hvad vej det gik med mig selv. Jeg tænkte, nu er du ramt, nu er du virkelig syg, og det skal helst gå den rigtige vej nu. Jeg var ikke for alvor bange, for min kone og jeg var enige om, at hvis en af os fik problemer med vejrtrækningen, ville vi køre direkte tilbage til byen. Det skete heldigvis ikke. Men jeg hørte om læger, jeg kender, der døde eller endte på ECMO. Det var fandeme ubehageligt. 
Samtidig havde Claus Munk Jensen tanker om, hvordan afdelingen, han er leder for, skulle klare sig.

- Det var lidt af et wakeupcall. Både at jeg selv blev så syg, og at vi var 10 i afdelingen, der var smittet samtidig. Fire af vores traumelæger var væk ud af en vagtstyrke på otte. Det er altså ikke ligegyldigt. Og mange af vores anæstesisygeplejersker skulle arbejde på de nye intensivafdelinger. Der tænkte jeg over, hvordan det skulle hænge sammen, hvis folk fortsatte med at blive syge, siger Claus Munk Jensen. 

For at sikre både personale og patienter bedst muligt blev alle ansatte sendt hjem ved den mindste mistanke om sygdom, et øget antal patienter blev podet og der kom stort fokus på brug af værnemidler ved risikoprocedurer.

Middagslure og udmattende cykelture

Tredje uge af sygdomsforløbet begyndte det endelig at gå fremad i sommerhuset på Falster.

- Jeg fik det bedre, men var stadig påvirket og regulært træt. Jeg havde behov for at sove til middag hver dag, og det har jeg altså aldrig haft før. To-tre gange fik jeg nogle små attakker, hvor jeg måtte tilbage og ligge i sengen. Jeg er glad for, at jeg lige har haft påsken til at komme helt til hægterne, siger Claus Munk Jensen, der stadig kan mærke spor, som coronavirussen har sat i hans krop.

- Jeg har mistet min kondition, og jeg er overrasket over, at det er gået så hurtigt. Bare det at cykle til bageren i modvind eller tage trappen til sjette sal i parkeringshuset gør mig fuldkommen udmattet og forpustet, siger han. 
Claus Munk Jensen har derfor også til gode at genoptage den cirka 17 kilometer lange cykeltur til arbejde fra hjemmet i Dragør. 

Våget over – på afstand

Sygdomsforløbet har dog ikke kun medført negative ting for den ledende ortopædkirurg.

- Nu, da det er overstået, er det rart at være igennem og ude på den anden side. Selvom vi ikke fuldstændig ved, hvilken immunitet sygdommen giver, er jeg ikke bange for at blive smittet. Men jeg holder stadig afstand i supermarkedet og elevatoren – ikke mindst af hensyn til andre, for jeg kan se, at folk er bange for at stå for tæt, siger Claus Munk Jensen.

Fra både familie, venner og kollegaer har han i sit sygdomsforløb mærket interesse og omsorg.

- Jeg føler virkelig, at der er blevet holdt øje med os. Vores venner på Falster købte ind og stillede varerne foran døren til sommerhuset. Mange af mine venner – især lægerne - sms’ede hver dag for at høre, hvordan jeg havde det. Mine kollegaer i HOC har holdt godt øje og spurgt ind til mig på Skypemøderne, og Rigshospitalets infektionsmedicinere, som jeg har været i kontakt med, har været så søde. Og så har vores to voksne sønner været så bekymrede, at de har haft ringet til os hver eneste dag. Det gør de ellers ikke normalt. 


Redaktør