Professor i øjenforskning modtager fornem pris

​Morten la Cour, der er professor og klinikchef for Øjenklinikken i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet, modtager Bagger-Sørensen Prisen som anerkendelse af en mangeårig fremragende indsats som øjenforsker og øjenkirurg. Prisen består af en halv million kroner.

Vent...

Bagger-Sørensen Prisen er en hæderspris, der gives til en fremragende biomedicinsk forsker, der har ydet en elitær forskningsindsats på allerhøjeste internationale niveau. Den går i år til professor Morten la Cour, Øjenklinikken på Rigshospitalet og Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

”Prismodtageren anses for at være blandt de internationalt fremmeste inden for nethindekirurgi, og han og hans forskerteam har både i eksperimentelle studier og i klinisk kontrollerede studier højnet effektivitet og kvalitet af behandling af nethindesygdomme i alle aldersgrupper af befolkningen,” skriver Bagger-Sørensen Fonden, der står bag prisen, i en pressemeddelelse.

Derudover har Morten la Cour også haft fokus på uddannelse af den næste generation af øjenkirurger i sin forskning. Han har sat forskningsprojekter i gang, der skulle afdække, hvordan robot- og simulationsteknologi kan højne unge kirurgers succesrate ved operative indgreb under oplæring.

”Jeg er meget stolt over at modtage Bagger-Sørensen Prisen, da den dækker over et bredere felt af flere forskellige lægefagligheder end blot min egen. Jeg ser derfor prisen som en anerkendelse af vores øjenkirurgiske forskningsfelt, og af medlemmerne af vores forskergruppe på Rigshospitalet, som jo har ydet afgørende bidrag til, at jeg kan modtage denne pris” siger Morten la Cour.

Bagger-Sørensen Prisen kan ikke søges, men uddeles hvert år på baggrund af nomineringer fra universiteter og hospitaler.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor