- Jeg havde aldrig overvejet at blive tillidsrepræsentant

Fællestillidsrepræsentant Charlotte Vallys har netop haft 10-års jubilæum som tillidsrepræsentant på fuld tid. Der er dage med skældud, men også dage hvor hun hopper hjem af glæde


Charlotte Vallys er fællestillidsrepræsentant på fuld tid for sygeplejersker og radiografer på Rigshospitalet.


- Jeg er fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer. Det går i bund og grund ud på at varetage deres interesserer og tale deres sag. Jeg er egentlig ikke leder, men jeg er med til at sætte en retning og varetager en fælles interesse for alle tillidsrepræsentanterne.

- Mine arbejdsdage er meget forskellige. Der er møder, MED-udvalgsarbejde, der er lønforhandlinger, der er personalesager. Vi får ofte de komplicerede personalesager. Det er sygefraværssamtaler, tjenstlige samtaler eller det, man kan kalde adfærdskorrigerende samtaler.

- Det kan være en konflikt mellem medarbejder og leder, men også medarbejder og en anden medarbejder. Jeg har haft hundredvis af den slags sager, men det er lige svært hver gang. Nogle gange er folk kede af det, vrede, opgivende, og andre gange er det hele paletten af følelser, som skal håndteres. Det er godt at være uddannet sygeplejerske, jeg er vant til at tage mig af andre.

- Jeg har altid villet være sygeplejerske. Lige fra jeg var helt ung, gik jeg målrettet efter det. Jeg tror, at det var det med at drage omsorg for andre samtidig med, at man skal bruge hovedet. Jeg var meget glad for at have med patienterne at gøre.

- Jeg havde aldrig overvejet at gå den vej, men en dag sagde min afdelingssygeplejerske, at jeg burde være tillidsrepræsentant. Først afviste jeg tanken, men så tænkte jeg, at det måske kunne være spændende at prøve noget nyt som supplement til arbejdet som sygeplejerske. Jeg blev valgt første gang i 1995, og jeg blev så fællestillidsrepræsentant på fuld tid i 2009.

- Vi er heldige med vores hospitalsdirektører på Riget. Jeg har et godt forhold til Per (Christiansen, Rigshospitalets direktør, red.), og havde det også til Torben, hans forgænger. Per og jeg kan sagtens være bragende uenige, men jeg synes, at der er en gensidig respekt og et godt samarbejde, selv om der kan være svære sager ind i mellem.

- Jeg oplever ikke ledelser eller chefer, der ikke mener, at de både vil og gør det bedste for medarbejderne. Det er bare ikke altid det lykkes. Og der er en magtstruktur, der gør at det kan være svært for den menige medarbejder at gøre indsigelser. Derfor er det vigtigt at have tillidsrepræsentanter, der kan hjælpe med at få sagt tingene og få løst problemerne.

- Det værste er afskedigelsessager uanset, hvilken grund det er. Det er mennesker, der mister deres eksistensgrundlag. Sygeplejersker har heldigvis nemt ved at finde jobs andre steder, men det er stadig ubehageligt at se tæppet blive revet væk under folk.

- Indimellem bliver jeg også bebrejdet personligt for ting, der ikke handler om mig, men om mine kollegers velfærd, en politisk linje, en større sags tjeneste. Jeg er blevet og bliver ind i mellem stadig skældt ud af både ledere og kolleger, som var det personen Charlottes skyld og ikke fællestillidsrepræsentanten Charlottes skyld.

- Det bedste er at møde sygeplejerskerne - at være sammen med de andre tillidsrepræsentanter. At finde kompromiset, at få noget op at køre, som har været løbet lidt af sporet. At hjælpe en kollega, der har været syg, tilbage. Så hopper jeg hele vejen hjem af glæde.

- Jeg går ikke rundt med en vision om at skulle være sygeplejerske igen, men hvis jeg nu af en eller anden grund ikke skulle være fællestillidsrepræsentant længere, så ville det ikke være det værste, der kunne ske. Jeg elskede at arbejde som sygeplejerske. Uanset hvad rollen er skal det være i sundhedsvæsnet. Jeg hører til her.




Redaktør