Jagten på de syrede krystaller

Gule og grønne krystaller afslører under mikroskop på få minutter om en patient har urinsyregigt.


Ole Slot bag mikroskopet, som han bruger stort set hver dag.


Ledvæske, der indeholder gule og grønne urinsyregigtkrystaller. 


Kanylen trækkes ud af et hævet led, og nogle dråber væske dryppes på en lille glasplade.

Overlæge Ole Slot justerer sit mikroskop og frem træder en rød baggrund. Mens han stiller skarpt, træder konturerne hurtigt frem. Oven i det røde kan man tydeligt se nogle gule og grønne pinde, og dommen er klar:

- Der er tale om urinsyregigt. De gule og grønne krystaller afslører det. Hvis ikke de havde været der, var der kun en rødlig baggrund, siger Ole Slot, der er overlæge på Videnscenter for Reumatologi og Rygsygdomme.

Et smukt syn for lægen, selv om baggrunden for patienten er trist.

- Krystallerne skaber en betændelsestilstand, som gør ondt. Mange af patienterne beskriver smerterne som de værste, de nogensinde har oplevet, siger Ole Slot.

Mellem 0,2 og 0,3 millimeter lange

Omkring 100.000 danskere lider af urinsyregigt, der hedder sådan, fordi syren normalt skilles ud gennem urinen. Men hober der sig mere op, end der kan udskilles, kan det sætte sig i leddene.

Heldigvis kan sygdommen oftest behandles effektivt, når først den er konstateret. Og her spiller det klassiske lysmikroskop altså en stor rolle.

- Man har faktisk gjort det på nøjagtigt den samme måde i over 50 år. Der er et filter på, som hjælper farveforskellene frem, så man kan se krystallerne, som typisk er mellem 0,2 og 0,3 millimeter lange, fortæller Ole Slot, der sætter stor pris på sit mikroskop.

- Jeg har vel 200 nye patienter om året, så jeg bruger mikroskopet hver eneste dag. Der går maksimalt 10 minutter fra, at jeg har taget prøven til, jeg kender svaret. Det er ret genialt og meget tilfredsstillende, siger Ole Slot.



Redaktør