- Det er så vigtigt at turde de svære samtaler

Sygepleje er ikke kun fysisk, men også eksistentiel, så hvordan øver man sig i det? Sygeplejerske Mette Haahr Andersen gik i Rigshospitalets Eksistenslaboratorium. Hun kom tilbage uden værktøjer, men med en holdning og et brev, hun stadig læser.


Døden kommer tæt på, når man arbejder på et hospital. Det samme gør patienternes sorg, smerte og frygt.

Og mens det er relativt enkelt at skifte en forbinding, tage en blodprøve og give den rigtige medicin, så kan det ind i mellem være svært at finde de rigtige ord, når man står overfor en patient i en svær situation.

- Tænk, hvis der er noget, man ikke kan svare på. Eller ikke kan få afsluttet indenfor den tid, der er. Måske kommer man også til at tænke på sin egen død, hvilket for mange kan være svært at forholde sig til, fortæller sygeplejerske Mette Haahr Andersen, der er sygeplejerske i Kræftambulatoriet på Blegdamsvej.

Mette Haahr Andersen har altid vidst, at det eksistentielle i sygeplejen er vigtigt og selv undervist i eksistentiel og åndelig omsorg. 

- Ord behandler også. De kan både lindre og hjælpe til med at hele, hvis de bliver brugt rigtigt, siger Mette Haahr Andersen, der har knap 40 års erfaring med sygepleje og har arbejdet 11 år i Kræftambulatoriet.

Derfor var det oplagt for hende at prøve Eksistenslaboratoriet – et efteruddannelsesforløb i åndelige og eksistentielle temaer, oprindeligt udtænkt af hospitalspræst Maria Baastrup Jørgensen.

Hjælpe både patienter og sig selv 

Forløbet bestod af tre gange to timers samtale med et hold på otte sygeplejersker fra forskellige afdelinger, som blev styret af en psykolog og en af hospitalets præster.

- Vi startede med at fortælle om alle mulige ting. ”Hvordan har vi det med vores arbejde?”, ”Hvad får dig afsted, hvad driver dig?”, fortæller Mette Haahr Andersen.

Dernæst skulle de tale sig hen til, hvad de selv havde af værdier med ind i deres arbejde. Hvad der betød noget for dem. Men også fortælle om konkrete situationer, hvor det havde været svært og var gået enten godt eller dårligt.

- Laboratoriet er et sted, hvor man arbejder med de eksistentielle temaer. Når et menneske får en livstruende sygdom, opstår der tanker om mange dybe ting. Ikke mindst om døden. De kommer ud på kanten. Og så er spørgsmålet: ”Hvilke værdier har jeg selv”, som så kommer i spil, siger Mette Haahr Andersen.

Være. Ikke gøre

Mette Haahr Andersen fik især én overvejelse med fra kurset.
- Noget af det jeg hæftede mig ved, var forskellen på at gøre og at være. Vi skal gøre meget: Give medicin, skifte forbindinger og ikke mindst skrive det hele ned. Men indimellem skal vi også bare være der. Lytte. Og turde spørge nænsomt, hvis det er det, patienten har brug for, siger Mette Haahr Andersen.

Hun fortæller om en mor i 30’erne, der var meget syg af kræft, som var ulykkelig og havde haft en nedslående scanning.

- Hun var ramt af håbløsheden. Fortalte, at hendes 8-årige dreng havde opmuntret hende med, at hun måske først døde, når han var 11 år i stedet for nu. Når man hører sådan noget, rejser hårene sig jo over alt. Og der kan man ikke sige andet end ”hvor gør det ondt at høre.” Der gælder det om at turde være i det. Man skal ikke forsøge at trøste, for det kan man ikke. Man skal bare være der, siger Mette Haahr Andersen.

- For mig er det vigtigt at turde mærke, hvor patienten er. Er det lethed eller tyngde? Skal vi grine lidt? Eller er er det en hård dag? Vi har fælles stuer med forhæng. Der er ingen diskretion. Så det er svære vilkår, men det duer ikke at lade være. Det er så vigtigt at turde de svære samtaler. At få italesat dét, der er så svært, siger Mette Haahr Andersen.

Et brev til sig selv

Som et led i forløbet i laboratoriet skulle kursisterne skrive et brev til sig selv, der så ville komme et par uger efter med intern post.

- Det skulle handle om egne refleksioner.  Jeg skrev især om det at være, i stedet for gøre. At turde være i magtesløsheden, når patienten er frygteligt ked af det. Turde sige: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig. Men må jeg bare sidde lidt her hos dig?”. Det kan betyde mere end mange ord, siger Mette Haahr Andersen og trækker brevet frem.

- Jeg har det herinde på hospitalet, og jeg tager det frem en gang i mellem og læser det. Det giver mig noget, minder mig om noget. Det er ikke noget konkret, men noget der giver en eftertanke, siger Mette Haahr Andersen.

Arrangørerne bag kurset gør meget ud af ikke at kalde det, man får med fra kurset, et værktøj, for det handler ikke om at fikse noget, og det forstår Mette Haahr Andersen til fulde.

- Jeg synes ikke, at man kan kalde det et værktøj. Det er så forskelligt fra menneske til menneske, hvordan man griber det her an. For mig er det noget om at have en bevidsthed. Det er mere end holdning, end det er en teknik, siger Mette Haahr Andersen.

Hvad tager du med ind i samtalen?

Eksistenslaboratoriet er et efteruddannelseskursus på tre gange to timer i at håndtere åndelige og eksistentielle temaer i arbejdet på et hospital udviklet af hospitalspræsterne på Rigshospitalet.

- Det er startet med en tanke om, hvorvidt, der er erfaringer fra de samtaler, som hospitalspræster har, som sundhedspersonale kan have gavn af. Noget der ikke er klassisk behandling, siger Egil Bargfeldt, som er religionssociolog og medarbejder i Rigshospitalets Kirke.

- Hvordan får man skabt et rum for at kunne tale om noget, som er udefinerbart og måske en smule luftigt, men ikke uvigtigt? Eksistenslaboratoriet skal gerne hjælpe personalet til et naturligt sprog og et mod til at tage de svære samtaler, siger Egil Bargfeldt.

For folkene bag er det vigtigt at gøre op med det Egil Bargfeldt kalder ’værktøjstankegangen’.

- Det her område er ikke noget, man sådan lige kan løse, ordne eller fikse. Men det giver et grundlag for at gå ind i den svære samtale, at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvad tager du med ind i samtalen?”

Se mere om Eksistenslaboratorium i Kursusportalen.


Redaktør