Forskerne fra Klinik for Vækst og Reproduktion med professor Niels Erik Skakkebæk i spidsen har undersøgt det normale restvæv fra 15 personer, der fik fjernet testiklerne på grund af testikelkræft.
Resultatet er ikke til at tage fejl af: Analyserne af restvævet påviste et biologisk system i testiklerne, der kan påvirkes af cannabis. Hidtil har forskere især koncentreret sig om stoffets virkninger på hjernen. Det nye studie viste imidlertid, at de receptorer, som cannabis virker på i det neurologiske system, også findes fuldt udviklet i menneskets testikler. Disse havde også enzymerne, som kan danne de naturlige endocannabinoider (anandamid og 2-AG), der signalerer til de samme receptorer som cannabis.
Hertil kommer, at forskerne også fandt flere andre enzymer i testiklerne, som sørger for, at koncentrationen af de naturlige endocannabinoider er i balance. Det store studie giver baggrund for en hypotese om, at brug af cannabis kan have bivirkninger og måske ændre testiklernes sædcelledannelse og hormonproduktion
Vent med legaliseringen af cannabis
Med fundet anbefaler professor Niels Skakkebæk, at legaliseringen af hash bør udskydes, indtil vi har bedre viden om bivirkningerne og risiciene ved at ryge cannabis.
Læs mere om studiet via følgende links