Graviditetstab øger IKKE risikoen for kræft senere i livet

​Ny forskning fra Rigshospitalet slår fast, at graviditetstab ikke øger risikoen for kræft senere i livet.

Vent...
Omkring en tredjedel af alle kvinder oplever et eller flere graviditetstab i løbet af deres liv. Ved mere end halvdelen af disse tab er fosteret ikke raskt, ofte pga. en kromosomfejl eller anden genetisk sygdom. I andre tilfælde kender man ikke årsagen til tabet.

Tidligere undersøgelser tyder på, at moderens immunsystem blandt nogle af den ene procent af danske kvinder, som oplever tre eller flere tab, bærer en del af skylden. Og netop immunsystemet spiller også en vigtig rolle i forhold til at bekæmpe abnorme celler i vores krop, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til ondartet sygdom. 

Et hold forskere fra Gynækologisk Klinik og Fertilitetsklinikken med ph.d.-studerende Anders Mikkelsen i spidsen har nu undersøgt, om der ER en sammenhæng mellem antallet af graviditetstab hos den enkelte kvinde og risikoen for at udvikle en eller flere af de 11 mest hyppige kræftformer senere livet. 

Studiet, der netop er offentliggjort i The Lancet EClinicalMedicin, viste, at der ikke er nogen sammenhæng mellem antallet af graviditetstab kvinder oplever, og deres risiko for senere at udvikle kræftsygdom. 

Et opmuntrende fund

- Dette fund er opmuntrende af flere grunde, forklarer Anders Mikkelsen. - For det første behøver kvinder, som oplever spontane aborter, ikke at frygte for, at de på længere sigt har en øget risiko for at udvikle ondartet sygdom. For det andet tyder disse fund på, at immunsystemet hos langt de fleste kvinder, som oplever en eller flere graviditetstab, fungerer som det skal, og kan bekæmpe kimen til kræftsygdom på samme måde som kvinder, der ikke oplever graviditetstab, forklarer han.

- Vi har i den senere tid oplevet, at mange flere af de, som henvises med en tilgrundegået graviditet, tror, de selv fejler noget, og derfor beder om at blive henvist til nærmere undersøgelse. Lad os benytte lejligheden til at slå fast, at hovedparten af spontane aborter skyldes sygdom hos fosteret, og ikke sygdom hos moderen (eller faderen), understreger Anders Mikkelsen, og fortsætter:

 - Par som oplever tre eller flere tab i tæk henviser vi i dag til nærmere udredning. Men mange af dem, vi henviser, finder vi ikke noget abnormt hos. Og blandt de, hvor vi finder en mulig årsag til, at kvinden har aborteret flere gange, er vores mulighed for behandling ofte – men ikke altid – begrænset. Heldigvis lykkes det for de fleste, som har oplevet flere graviditetstab, efterfølgende at gennemføre en graviditet og få et eller flere børn, også uden behandling, slutter Anders. 

Forskerne fra Rigshospitalet undersøgte antallet af graviditetstab blandt 28.785 kvinder med forskellige kræftsygdomme og blandt 283.294 kvinder med samme alder, men uden kræftsygdom i de nationale danske sundhedsregistre. Kvinderne blev fulgt i op til 45 år. 

Studiet er gennemført af læge og PhD-studerende Anders Mikkelsen i samarbejde med forskere og læger fra Fertilitetsklinikken og Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet. 

Studiet er publiceret i The Lancet EClinicalMedicine og støttet af Rigshospitalets forskningspulje og Ole Kirks fond.

For yderligere information, kontakt.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor