Det er tidlig morgen på BørneUngeModtagelsen, og sygeplejerskerne Asta og Helle er lige er mødt ind på vagt. De sidder i afdelingens ”kontrolrum”, en lille og lun personalestue på afsnit 5062. Sammen med to børnelæger (en forvagt og mellemvagt) og to lægestuderende følger de med på to store skærme på rummets endevæg. Her popper informationer om patienterne op, efterhånden som de bliver indlagt eller registreret som ’på vej til afdelingen’. 

Sjældne sygdomme er hverdag

BørneUngeModtagelsen modtager akutte patienter fra andre hospitaler, fra 1813 og direkte fra de praktiserende læger. Men afdelingen behandler også kronisk syge patienter, som kan komme op til flere gange om ugen. Og mange af de børn og unge, der kommer her, er helt særlige, forklarer Helle:  ”Vi får patienter her, man ikke ser i andre akutmodtagelser. Og selv efter de tre år, jeg har været her, ser jeg stadig børn og unge med sygdomme, jeg aldrig har hørt om før - det er det, der gør mit job så spændende,” siger hun.

Denne dag er ingen undtagelse. På stue 40 venter 15-årige Selma. Hun har den sjældne medfødte sygdom hypogammagloubinæmi, som betyder, at hun mangler enzymet immuglubin i blodet og derfor ikke er beskyttet af et immunforsvar og nemt får infektioner. Efter en ferie i udlandet, hvor Selma badede i varmt vand, fandt den lumske bakterie Pseudomonas vej ind i hendes lunger. Som resultat er Selma indlagt med et meget højt infektionstal og skal have antibiotika gennem en maske. Asta skal vise hende hvordan, så Selma og hendes mor kan fortsætte behandlingen derhjemme.

Asta sætter slangerne til panelet på væggen, forbinder dem med masken og rækker den til Selma. Da medicinen strømmer gennem slangerne og ind i masken, er det lige før, Selma forsvinder i den røgsky af damp, som fiser ud fra begge sider af masken. Selma og Asta griner lidt, da en af slagerne pludselig falder af og rammer gulvet med et klask. ”Vi prøver lige igen”, siger Asta. Anden gang lykkes det, og Selma sidder i 20 minutter med masken, før hun får lov at gå hjem, hvor hun skal fortsætte behandlingen.

”Man ved aldrig, hvad der sker i en vagt” siger sygeplejerskerne Helle og Asta, der her står ved indgangen til BørneUngeModtagelsen sammen med forvagten, børnelæge Astrid. 

Kort tid til at komme tæt på

I den anden ende af afdelingen må Helle rykke ud til en alarm, der er gået på stue 10. En patients puls er pludselig faldet voldsomt. Da Helle kommer ind på stuen, er lyset slukket, og lille dreng på to år sidder uroligt op i sengen i mørket. Han er indlagt sammen med sin far til observation for falsk strubehoste og er vågnet pludseligt, mens hans far for en kort stund er gået ned ad gangen for at hente en kop kaffe. Helle bliver hos drengen, aer ham på håret og fortæller ham, at far snart kommer. Selvom drengen ikke taler dansk, er det tydeligt, at hendes stemme beroliger ham. Kort efter er hans puls normal ingen, og alarmen holder op med at bippe. 

På BørneUngeModtagelsen er en af de største udfordringer ifølge Helle, at de ofte ser børne ret kort; ”Det betyder, at det er rigtig vigtigt, at man hurtigt kan skabe en god relation til både barn og forældre”, siger Helle og forklarer, at det både er for at give børnene en god oplevelse, men også fordi det ofte er forudsætningen for at få ’lov’ til at undersøge og behandle dem.

At det ikke er helt så nemt endda, erfarer de to lægestuderende Sharif og Josephine, der er i praktik på afdelingen denne dag og følger lægen Astrid. De to studerende skal selv prøve at undersøge Sara på seks år, der er indlagt efter at have haft feberkramper i løbet af natten og et mystisk udslæt på benene. 

”Kan du sige aaaah”, siger Sharif til Sara. Han skal undersøge hendes hals, men Sara vil ikke åbne munden og bliver ked af det, når han prøver. Hun viser ham i stedet en plastikske fra sin yoghurt og de begynder at give den lidt frem og tilbage, mens Sharif laver ansigter til Sara. Det får hende til at smile stort. Sharif får nu Saras mor til at åbne munden med plastikskeen, og efter et par forsøg lykkes det ham at få kigget ned i halsen. De to lægestuderendekan ikke umiddelbart se, at der er noget galt med Sara, men beslutter i samarbejde med Astrid, at Sara bliver på afdelingen til observation nogle timer endnu for at se, om der sker en bedring eller forværring.

Ikke to timer er ens

I løbet af dagen skal Asta og Helle holde styr på mange forskellige patienter og procedurer. Det er en særlig kunst, da timerne er fulde af afbrydelser. Det skyldes blandt andet akuttelefonen, som de skiftevis har ansvaret for at passe. Her får afdelingen både besked om de patienter, der har henvendt sig til 1813, og som skal ind på BørneUngeModtagelsen, men forældrene til de kroniske syge børn og unge kan også ringe ind, hvis de har brug for hjælp. Det giver ekstra travlhed på telefonen. 

Asta står i medicinrummet for at blande antibiotika til en lille pige på tre måneder med en urinvejsinfektion, da telefonen ringer første gang. ”Har han vejrtækningsproblemer?”, spørger Asta ind i røret, efter at have fået beskrevet patientens problem. Hun har fået besked om, at der er tale om en lille dreng, der har slugt en to-krone, som måske har sat sig på tværs, og at han ikke vil spise eller drikke. Asta går ind for at informere de andre i ’kontrolrummet’ om, at drengen muligvis kommer ind på afdelingen senere. Hun går efterfølgende retur til medicinrummet for at blande medicinen færdig. Men der går ikke mere end fem minutter, før telefonen ringer igen.

”Nogle dage kan det godt være lidt stressende at blive afbrudt, men jeg synes, man vænner sig til det. Det er også det, der gør hverdagen spændende, fordi ikke to dage, ja faktisk ikke to timer er ens, ” siger Asta.

Aldrig alene om beslutningerne

I en hektisk hverdag betyder det tætte samarbejde, der er på afdelingen, alt. I personalerummet, hvor der står ”HYGGE” med store bogstaver på opslagstavlen, fortæller Asta og Helle om den gode relation til kollegaerne på tværs af faggrupper. 

”Jeg har aldrig været et sted, hvor der er så godt tværfagligt samarbejde. Hvor der er så meget respekt for hinandens faglighed. Det kan man blandt andet mærke ved, at man bliver spurgt, om man er enig i beslutninger og diagnoser,” fortæller Helle.

Asta nikker og tilføjer:

”Da jeg startede, var min største frygt, at jeg ikke vidste alt. Det, man møder her, har man ofte ikke lært noget om på studiet eller set før,” fortæller Asta, der har været ansat på afdelingen i et år. ”Men jeg slår tit ting op, og der altid kolleger eller eksperter, man kan spørge eller ringe til. Man er aldrig alene om beslutningerne, og vi er gode til at hjælpe hinanden,” siger hun.

Og netop da samtalen om samarbejdet er godt i gang, stikker mellemvagten hovedet ind ad døren i personalerummet for at aftale nærmere med Helle og Asta om en patient, der netop er meldt fra Hvidovre Hospital. Det drejer sig om en lille pige med en meget stor bule under den ene arm. Hun er blevet set og ultralyd skannet på Hvidovre akutmodtagelse, men det har ikke været muligt at stille en diagnose ud fra den første skanning og blodprøver. Hun skal nu undersøges nærmere i BørneUngeModtagelsen på Rigshospitalet og kommer om lidt. Det samme gør ambulancen med den dreng, der har slugt en to-krone. 

Helle, Asta og de to læger gør klar til at tage imod de to nye patienter, mens Astrid og de to lægestuderende udskriver Emma på seks måneder, der sammen med sin mor har overnattet på afdelingen på grund af en urinvejsinfektion. Der er nu styr på infektionen, og Emma og mor får antibiotika med hjem, som Emma skal have en uges tid. Derefter skal hun komme ind til kontrol på BørneUngeModtagelsen igen. Nu skal stuen gøres klar til den næste patient, der er lige på trapperne. 

Røde, gule og grønne børn

Når børn og unge ankommer til BørneUngeModtagelsen, skal personalet være hurtige til at vurdere, hvor akut der er brug for lægehjælp – en såkaldt triagering. Her betyder en rød farve, at det er meget akut, herefter følger orange, gul og grøn. Denne vurdering står sygeplejerskerne for. 

”Inden for 10 minutter skal vi ud fra deres farver i ansigtet eller på kroppen tage stilling til, om vi skal handle, eller om de godt kan vente lidt længere på behandling, så du får virkelig trænet dit kliniske blik,” forklarer Helle.

Da drengen, der har slugt en to-krone, kommer ind på afdelingen med ambulancefolkene, bliver han hurtigt triageret ’gul’. Han har nemlig ikke problemer med at trække vejret, men har kastet op flere gange i ambulancen, og der er behov for hurtigt at få undersøgt, om mønten sidder på tværs et sted, hvor det er farligt. Drengen sendes derfor akut til røntgenundersøgelse, som viser, at der er behov for en kikkertundersøgelse for at fjerne mønten. Heldigvis går det godt og drengen og en lettet familie kan snart efter tage hjem.

Der er også gode nyheder til den lille pige med bulen under armen, som lægerne frygtede, var en tumor. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var tale om en godartet lymfehævelse, som nu bliver behandlet medicinsk i et videre forløb på Rigshospitalet. 

I løbet af dagen har Asta, Helle og resten af personalet på BørneUngeModtagelsen taget imod og vurderet mere end 15 patienter. Nogle er blevet indlagt, andre sendt videre til andre afdelinger og nogen har fået behandling på afdelingen og sendt hjem igen. Ikke to timer har været ens, og sådan bliver det også i morgen.