Kronprinsessen så skånsom kirurgi

H.K.H. Kronprinsesse Mary har besøgt Rigshospitalet for at se, hvordan lægerne arbejder for at gøre hjerteoperationer så skånsomme som muligt for patienterne.

Overlæge Christian Lildal Carranza instruerer KHK Kronprinsessen i at sy sting i hjertet på en øvelsestorso. Til venstre følger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen med, til højre er det Hjerteforeningens formand Christian Hassager, der også er hjertelæge på Rigshospitalet. Foto: Hasse Ferrold 

Et snit på 5 centimeter og to små huller i huden. Mere behøver Rigshospitalets hjertekirurger ikke, for at de med kikkertkirurgi kan operere hjertets mitralklap. Det fik Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary et indblik i, da hun torsdag besøgte Rigshospitalet. Kronprinsessen er protektor for Hjerteforeningen, som blandt andet støtter hospitalets forskning i skånsom kirurgi. 

Overlæge i hjertekirurgi Christian Lildal Carranza demonstrerede for Kronprinsessen på en torso, hvordan lægerne øver sig på at sy hjerteklapper, så stingene sættes helt præcist. 

- Det er vigtigt, at vi som kirurger er så godt forberedte som muligt, når vi opererer patienterne. Derfor bruger vi blandt andet en torso med en hjerteklap i silikone til at træne på. Det er en god efterligning af at sy i det menneskelige hjerte og hjælper os til at sy i den helt rigtige dybde. Det er meget vigtigt at være præcis, når vi syr inde i hjertet, forklarer Christian Lildal Carranza og tilføjer:

- Når vi kan nøjes med at operere gennem mindre åbninger i huden frem for at skære hele brystbenet op, er det mere skånsomt for patienterne. Der er færre komplikationer bagefter, og de kommer sig hurtigere.   

Kronprinsessen prøvede også selv at sy i torsoens silikone-hjerteklap og kunne på skærmen følge instrumenterne og de sting, der blev sat, som ved kikkertkirurgi. 

Kronprinsessen hørte også om studiet GLORIOUS, hvor forskerne undersøger, om det vil gavne patienter at få sukkersygebehandling samt mindre ilt, end man hidtil har givet, under hjertekirurgi. Et forskningsprojekt, der er støttet med en million kroner af Hjerteforeningen. 

Kronprinsessen besøgte Rigshospitalet i sin egenskab af protektor for Hjerteforeningen, som økonomisk støtter hospitalets forskning i blandt andet skånsom kirurgi. Hun blev modtaget af Hjerteforeningens formand, professor Christian Hassager, der også er overlæge på Rigshospitalet, samt regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, hospitalsdirektør Per Christiansen og centerdirektør Rasmus Møgelvang.

FAKTA

Det er nyt, at Rigshospitalet – som det eneste sted i landet – kan tilbyde at reparere mitralklapper ved en kikkertoperation, som er mere skånsom end åben kirurgi, fordi kirurgen kan lave indgrebet mellem ribbenene i stedet for at skære hele brystbenet op. Den første operation fandt sted på Rigshospitalet i maj, og 20 patienter har indtil nu fået operationen. Lægerne regner med årligt at operere 50 patienter med utæt mitralklap, som betyder, at blodet kan løbe den forkerte vej i hjertet. Et af symptomerne er, at patienten bliver forpustet, og på sigt vil det være farligt, hvis klappen ikke tætnes. 



Redaktør