Entreprenører udpeget til nyt Neurorehabiliteringshus ved Rigshospitalet – Glostrup

​Seks entreprenører er fundet til det nye hospitalsbyggeri, der skal samle og løfte neurorehabiliteringsområdet i Østdanmark.


Region Hovedstaden har udpeget de seks entreprenører, der skal stå for opførelsen af byggeriet af Rigshospitalet Glostrup - Nyt Neurorehabiliteringshus. 

Hoffman A/S vandt byggepladsentreprisen, Arkil A/S råhuset, Juul & Nielsen lukningsentreprisen, Jakon A/S apteringsentreprisen, Wicotec Kirkebjerg A/S installationsentreprisen og Hede Danmark vandt Landskabsentreprisen. De var i konkurrence med 20 øvrige entreprenører, der ønskede at afgive tilbud på byggeriet. 

Det nye Neurorehabiliteringshus er tegnet af totalrådgiver AART Architechts A/S og Nordic – Office of Architecture med følgende underrådgivere: Harde Larsen Rådgivende Ingeniører A/S; Buro Happold ApS samt NIRAS A/S og Marianne Levinsen Landskab ApS. COWI A/S skal varetage Byggeledelsen og fagtilsynet, og Rambøll er Bygherrerådgiver på projektet.

- De seks storentreprenører er alle professionelle spillere i den danske byggebranche, og vi er fortrøstningsfulde med det samlede hold, vi har fået samlet, siger projektchef Morten Christiansson, Rigshospitalet.

Det nye Neurorehabiliteringshus i Glostrup samler højt specialiseret behandling og genoptræning af mennesker med skade på hjerne og rygmarv i Østdanmark. Klinik for Rygmarvsskader og Klinik for Højt Specialiseret Rehabilitering/Traumatisk Hjerneskade skal flytte ind i bygningen, når den står klar.

Byggeriet er på 25.000 m2. og indeholder 125 sengestuer, ambulatorier, træningsrum, multihal, træningsbassin, forskningsafsnit og avanceret rehabiliteringsteknologi. 

Byggeriet sættes i gang i slutningen af januar måned 2020 og planlægges færdigt medio 2022. Formanden for den politiske følgegruppe på projektet, Özkan Kocik (S), ser frem til at rigtig mange patienter kan få glæde af det nye byggeri.

- I følgegruppen er vi rigtig glade for, at der nu er fundet entreprenører og at vi snart kan se byggeriet gå i gang. Når byggeriet står færdigt, vil vi være i stand til at tilbyde fantastiske rammer for neurorehabiliteringen i Østdanmark til gavn for patienterne, siger Özkan Kocik (S).


Redaktør