- Det er vildt, hvad man kan tillade sig at skære i og flytte rundt på i et menneske

​Jan Henrik Storkholm er mave-tarmkirurg og opererer blandet andet kræftpatienter. Næsten hver arbejdsdag står han med liv og død mellem hænderne.


Jan Henrik Storkholm er overlæge kirurg på Gastroenterologisk Klinik, hvor han næsten dagligt har hænderne inde i et andet menneske.


- Jeg har altid villet være kirurg lige fra den første dag, jeg satte mine ben på en kirurgisk afdeling. Der var så dynamisk, spændende og bare gang i den. Vi kirurger er med til at lave alt detektivarbejdet, laver blodprøver, scanninger, har patientkontakt, går stuegang - her er hele pakken. 

- Jeg var virkelig nervøs første gang. Jeg var 27 år og stod overfor en blindtarmsbetændelse. Der var en gammel, sur overlæge, som alle var bange for, og jeg skulle operere med ham som bistand. Der rystede hænderne.  Jeg havde opereret grise som et led i uddannelsen, men det er bare noget andet med et menneske. Det gik heldigvis godt, og jeg har nok lavet over 20.000 indgreb siden.

- Det er spændende at operere. Du skal være hurtig til at omstille din hjerne, der kan ske meget undervejs, og du skal have både plan b og plan c klar. Hver patient er hver sin udfordring, og du ved først præcis, hvad du står overfor, når du åbner.

- Kirurgi er langt mere end bare at skære. Vi er mange forskellige funktioner; læger, portører, sygeplejersker. Det er en teamfunktion, og vi er dybt afhængige af hinanden. Der er undersøgelser og sparring med de andre før operationen. Ofte er der 20-25 personaletimers arbejde med patienten, før du opererer, så vi får den helt rigtige strategi. Og så er der stråleterapi og andre behandlinger bagefter.  

- Jeg tænker ikke over, hvem det er, der ligger foran mig, mens jeg opererer. Alt er dækket til, så jeg ser kun maven. Jeg ved selvfølgelig, hvem patienten er, og hvad han skal igennem. Men jeg abstraherer fra personen. Lige dér er patienten en faglig udfordring, som skal løses bedst muligt.

- Alle mine patienter gør et personligt indtryk på mig. Særligt, hvis de er unge og kommer med eksempelvis en livstruende cancer. Jeg behandler alle patienter, så godt, som jeg overhovedet kan, men de unge gør et særligt indtryk. 

- Jeg taler med patienten dagen efter indgrebet, og jeg er altid vildt forbavset over, hvor godt de har det, når jeg tænker på, hvad det egentlig er, jeg har gjort ved dem. Hvad man rent faktisk kan tillade sig at skære i, fjerne, flytte rundt på og af til sætte noget helt nyt ind i et menneske. Det er altså vildt.

- Jeg står med liv og død mellem hænderne, og det tænker jeg selvfølgelig over. Hvis det går galt, så dør folk. Men det nytter ikke noget at være nervøs eller pive, så bliver man bare handlingslammet. Jeg gør det, jeg skal, men det betyder ikke, at jeg ikke tænker over det.

- Det er heldigvis sjældent, at vi mister en patient. Jeg har aldrig haft en, der døde på bordet. Der kan udvikle sig komplikationer, så de dør dage eller måneder efter. Så tænker jeg altid grundigt over, hvorfor det gik sådan, om jeg skulle have forsøgt noget andet, om vi kunne have gjort noget anderledes.  Uanset hvad, så ærgrer jeg mig. Selvfølgelig gør jeg det.

- Jeg har af og til opereret et menneske og tænkt: ”For pokker, der er ikke noget at gøre”. Det kan ligne a piece of cake på scanningerne, men når du opererer patienten, så er det hele fuld af cancer. Så må man bare lukke igen uden at gøre mere.  Når patienten vågner, skal der afleveres en grim besked.

- Det er selvfølgelig utroligt ubehageligt, men man må huske på, at det er noget mere ubehageligt for patienten end en selv. Sådan en besked skal afleveres følsomt, og selv om det ser meget svært ud, må man ikke tage håbet fra dem. Jeg har haft patienter, hvor det så sort ud, men hvor kemoen pludselig hjalp.  Jeg drager aldrig endelige konklusioner overfor patienten.

- Heldigvis oplever vi hyppigere det omvendte. At noget kan se kompliceret ud udefra, men når man så opererer, er det meget nemmere og til at få has på. Det er dejligt at gå til en patient med sådan en melding.

- En af de store glæder er, når der ind i mellem dukker en tidligere patient op til en afsluttende kontrol et par år efter en canceroperation. Én man måske har glemt alt om. Så sidder han eller hun der, er helt rask og ligner en million. Så er der noget ved det – det er den bedste følelse i verden.



Redaktør