- Jeg bruger mig selv mere om natten

​Nattevagter udgør godt halvdelen af sygeplejerske Christel Lyngs arbejde. Hun oplever, at natarbejdet kan være mere krævende, men også mere givende.


For Christel Lyng fra Neurologisk Klinik i Glostrup er nattevagter en mulighed for at være mere i spil.


- Jeg er sygeplejerske på Neurologisk Klinik i Glostrup. Neurologiske patienter kan af og til være ret svingende og skadede rent kognitivt – altså det folk kalder hjerneskadede. Man kan aldrig vide helt, hvor de er. De kan både være rolige eller forvirrede, de kan være kærlige, men også blive ret aggressive.

- De kræver en anden, nogle gange ret fantasifuld tankegang end så mange andre patienter. Man kan eksempelvis være nødt til at begynde at synge en sang, hvis de ikke vil sove. Det lyder måske mærkeligt, men det handler om at få dem til at slappe af. De begynder måske at nynne med, og så ændrer stemningen sig. De slapper af og falder i søvn.

- De skal observeres tæt også om natten, hvor mange af dem ændrer adfærd. De hallucinerer mere, kan blive mere udadvendte. Ser måske edderkopper kravle på væggen, vil ud af sengen, selv om de ikke kan hverken gå eller stå. De bliver ofte mere urolige, når det er mørkt.

- Godt halvdelen af mine vagter er nattevagter. Jeg møder fra 23.15–7.15. Min rytme er ’sove-holde fri-gå på arbejde’, mens de fleste andres er ’sove-gå på arbejde-holde fri’. Jeg har prøvet at gå i seng om eftermiddagen og så stå op og gå på arbejde, men det fungerede bare ikke for mig.

- Når jeg går hjem om morgenen er jeg måske vågen en time til halvanden. Spiser morgenmad med min mand, går en tur med hunden og måske kigger jeg lige ind i drivhuset, inden jeg går i seng.

- Jeg har selv aldrig haft problemer med hverken at sove eller at vågne. Jeg bruger aldrig vækkeur, men vågner, når jeg skal. Jeg har arbejdet her i 16 år. Det fungerer fint med familien, jeg sover jo, når de andre er i skole eller på arbejde. 

- Forskellen på natte- og dagvagt er, at jeg er mere i spil. Jeg er alene med en sosu-assistent med mellem 5 og18 patienter, og har ikke andre kolleger at sparre med. Vagterne er aldrig ens, behovet for sygeplejersker kan virkelig være forskelligt.

- Der kan være helt stille og alle sover sødt. Så læser jeg måske lidt eller hører en lydbog på det ene øre, men så lyder der et host, eller også er der en, der hiver i sengehesten, og så er det i gang.

- Der skal gås runder, der er tre faste på en vagt, men der kan sagtens være patienter, der kræver besøg hver halve time. Der er hjælp til vandladning, de skal nogle gange suges fri for slim eller have medicin. Og så modtager vi jo ind i mellem også nye patienter om natten.

- Lægerne kommer måske forbi og holder en lille pause og sludrer lidt, hvis der er stille. Det er der næsten aldrig tid til om dagen. Jeg har også et stærkt netværk blandt portørerne, der gerne kommer og hjælper til, hvis der er en urolig patient. Man lærer kollegerne lidt bedre at kende om natten.

- Det bedste ved natarbejde, er at jeg bliver nødt til at involvere mig selv mere. At jeg ikke kan finde alle løsninger i en af de gamle bøger. At jeg skal improvisere. Og at jeg ind i mellem bliver nødt til at kigge i en ny bog for at finde hjælp. Du skal huske at skrive, at jeg elsker mit arbejde.

- Jeg bruger mig selv mere om natten. Jeg kommer tættere ind under huden på patienterne, pårørende og kollegerne. Det er mere krævende, men også mere givende.


Redaktør