Ny ledende oversygeplejerske i Ortopædkirurgisk Klinik

Henriette Pauline Pedersen er ny ledende oversygeplejerske i Ortopædkirurgisk klinik. Her vil hun sætte tryk på udviklingen af sygeplejerskernes kompetencer inden for både ledelse og de tværfaglige relevante specialer.
Vent...

Hun sidder ikke meget ned Ortopædkirurgisk Kliniks nye ledende oversygeplejersker. Hendes energi og engagement for både klinikken, ledelse og sygepleje smitter:

- Jeg føler allerede, at jeg har været her længe. Vi har mange indsatser i gang for eksempel fusion af sengeafsnit, omorganisering af den sygeplejefaglige ledelse- og udviklingsstruktur, rekruttering af plejepersonale, flytning til Nordfløj, et ambulatorie der udvider og meget mere, fortæller Henriette.

Henriette Pauline Pedersen kommer fra en stilling som Klinisk sygeplejespecialist i Hjerteafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor hun før var Afdelingssygeplejerske på Hjerteambulatoriet. Hun har mere end 13 års erfaring med ledelse inden for sundhedsvæsenet, hvor hun blandt andet har haft fokus på opbygning af organisationsstruktur, udvikling af sygepleje, optimering af patientforløb, kvalitetsudvikling og patientsikkerhed.

Erfaringer hun er i godt i gang med at bruge i Ortopædkirurgisk Klinik, som også på kort tid er kommet under huden på Henriette:

- Det er en faglig interessant klinik, og ortopædkirurgi har nu fået en helt anden betydning for mig. Det er komplekse patienter blandt andet akutte traumer, patienter med tumorer, og så er patienterne yngre end jeg havde forestillet mig. Det er vigtigt, at der er synlighed omkring den højtspecialiserede behandling, vi yder og som også kræver et højt niveau hos vores plejepersonale, siger Henriette engageret og fortsætter:

- Nogle af mine mål er at fortsætte med at højne den sygeplejefaglige kvalitet og bidrage til at skabe stolthed hos plejepersonalet over det arbejde, de udfører. Noget af det vi på sigt skal arbejde mere målrettet med, er videreudvikling af patientforløb og metoder til inddragelse af patienter og pårørende, fortæller Henriette om fremtiden i Ortopædkirurgisk klinik.

Tydelig ledelse skaber tryghed og kompetenceudvikling

- Jeg kan godt lide struktur. Det skal være tydeligt, hvor vi skal hen, og hvem der gør hvad. Det skaber ro, overblik og tryghed, så personalet kan fokusere på deres faglighed og udvikle deres kompetencer, så patienterne får den optimale pleje, fastslår Henriette Pedersen om sit syn på ledelse og påpeger samtidig, at samarbejde på tværs af fagligheder og specialer omkring patientforløbene også er væsentligt.

- Når jeg siger tværfaglighed, mener jeg det i den bredeste forstand. Alle faggrupper og funktioner er vigtige for, at tingene glider på et hospital og derfor skal de rette tværfaglige samarbejdspartnere inddrages. Vi bliver bedre sammen, og det er der allerede fokus på, siger Henriette Pedersen.

Hun ser muligheder

Klinikchef Claus Munk Jensen er også glad for sin nye ledelseskollega.

- Der var mange gode kandidater til stillingen, men vi valgte Henriette Pauline Pedersen, fordi hun som afdelingssygeplejerske har en vigtig og stor erfaring i at rekruttere og fastholde nye og gamle medarbejdere. Derudover så har hun et fantastisk engagement og hun har en evne til at se muligheder og gå konstruktiv til udfordringerne. Vi er rigtig glade for at have Henriette ombord, og jeg glæder mig over samarbejdet, siger Claus Munk Jensen.

Henriette Pauline Pedersen er 52 år, uddannet sygeplejerske, har en diplomuddannelse i ledelse og sundhedsøkonomi. Derudover har hun en kvalitetsudvikleruddannelse, en intensiv specialuddannelse samt uddannelse i Familiefokuseret sygepleje, og så er hun i gang med en master i klinisk sygepleje.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor