En opsigelse med slag i satte punktum for en flot karriere

Med sin opsigelse i hånden fik Jakob Trier Møller sat prioriteringsdebatten på dagsordenen i det danske medielandskab og på Christiansborg. Nu nærmer sidste arbejdsdag sig for alvor – om mindre end 10 dage bliver hospital skiftet ud med hjem og lægekittel erstattet af legetid med børnebørnene. Måske.
Vent...

- Min kone er lidt bekymret, griner Jakob.

Vi er godt gang med et sidste interview, inden Jakobs travle arbejdsliv bliver skiftet ud med fritidsliv fyldt med tomme kalenderfelter, og snakken falder naturligt på, hvad han så skal bruge al sin tid på, når han ikke længere skal være klinikchef:

- Jeg skal i hvert fald ikke have fuldtidsjob, og planen er jo pensionering, men jeg kommer til at savne at sidde med, hvor tingene sker, og få projekter til at lykkedes sammen med andre. Den del har været enormt sjovt og givende. Og mine kone er da en lille smule bekymret for, om jeg skal projektorientere hende alt for meget. Når jeg siger til hende, at hun komme til at være en af mine divisioner, så ser hun voldsomt bekymret ud, griner Jakob Trier Møller og fortsætter mere alvorligt:

-  Jeg kommer til at savne Rigshospitalet fantastisk meget, for jeg har været enormt glad for den her arbejdsplads, ellers var jeg heller ikke blevet her i så mange år. Det bliver da svært. Jeg kommer til at savne mine søde kollegaer og mine dygtige medarbejdere. Det er helt stensikkert. Men jeg har et dejligt sommerhus og fire dejlige børnebørn, som jeg glæder mig til at være farfar for i større udstrækning, så det vil glæde mig til. Men det kan da godt være, at der bliver et par småjobs, men kun hvis jeg synes, at det er sjovt, understreger han. Hertil kommer lidt frivilligt arbejde.

Mange positive tilkendegivelser

Det er tre måneder siden, at Jakob Trier Møller sagde op og med sine sædvanlige meningers mod for alvor fik sat gang i prioriteringsdebatten.

- Der har jo været en del virak omkring det, og jeg har fået en masse positive tilkendegivelser fra kollegaer, og mails og breve fra folk, som jeg ikke aner, hvem er, og fra patienter og personale på andre hospitaler. Det har været en rigtig god oplevelse, men selvfølgelig er det her også trist. Det er et travlt liv, hvor man har været engageret, som man siger farvel til, så det er dobbelt, siger Jakob Trier Møller om hans nuværende situation og tiden efter hans opsigelse.

Jeg mener…

At debatten om prioriteringer endelig fik lov at fylde, lægger Jakob ikke skjul på glæder ham. De årlige tilbagevendende besparelser og det konstante pres kalder han et sygt klima, og man sporer helt forståeligt også en vis form for tilfredshed over, at flere førende sundhedsøkonomer bekræfter, at Sundhedsvæsenet ikke får tilført penge nok.

- Jeg mener, at der er et kæmpestort problem i sundhedsvæsenet, at besparelserne fylder så meget nu. Det giver en kæmpe stor frygt og demotivering blandt de ansatte. Lige nu taler de i valgkampen om at opretholde status quo, men jeg tror, det er vigtigt, at vi påpeger, at vi er underfinansieret og en form for genopretning er nødvendig, og så mangler vi et politisk system, der tør at lave langtidsplaner. Vi kan ikke fastholde medarbejderne på afdelingerne med det nuværende pres. Så kan det godt være, at man uddanner 2000 ekstra sygeplejersker, men de forsvinder ud af systemet igen, siger Jakob Trier Møller med fast stemme.

Man skal huske at glæde sig over de positive ting

I det hele taget kan det være svært at lade være med at snakke politik med Jakob Trier Møller. Han brænder stadig for den lægegerning, den klinik og det hospital, som han er ved at forlade. For til trods for den udtalte kritiske holdning til den nuværende situation, er der ingen tvivl om, at Jakob er stolt over sin klinik, sin arbejdsplads, og de landvindinger han har været med til at opnå:

- Jeg synes, der er mange ting, som vi kan være stolte af i vores klinik. Vi er en foregangsklinik på mange områder, med fokus på forskning, uddannelse og udvikling. Vi har fået en række nye opgaver blandt andet traumemodtagelsen, som vi står for, er noget, som jeg tror er rigtig godt for behandling af patienterne og samarbejdet mellem specialerne. Og så det været sjovt, at være med til at søge først helikopterplatformen og siden været med til at køre projektet om akutlægehelikopteren. Det har da været noget spændende ting, smiler Jakob Trier Møller og slutter:

- Man skal huske glæde sig over alle de positive ting, der er sket i ens karriere

Mindre end 10 arbejdsdage er tilbage som klinikchef for Anæstesi- og operationsklinikken i HovedOrtoCentret. Et job han har bestridt siden han var 42 år. Dengang havde klinikken 3 overlæger, i dag har den 20.

Jakob siger selv, at han ikke skal have fuldtidsjob, men det kan være hans kone finder et til ham..

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor