Forskningsprojekt undersøger sammenhæng mellem gluten og sklerose

​Et forskerhold fra Rigshospitalet med professor Jette Frederiksen i spidsen vil undersøge om glutenfri kost kan være gavnlig for patienter med multipel sklerose.

Vent...

​Der findes mange holdninger til gluten. Gluten er blevet beskyldt for at have betydning for sygdomme som eksempelvis multipel sklerose, men hvad ved vi egentlig om gluten i dag? Det har en gruppe forskere fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, Glostrup, Bartholin Instituttet og Københavns Universitet sat sig for at gøre os klogere på.

De vil undersøge, om en glutenfri kost kan være gavnlig for patienter med tidlige stadier af multipel sklerose.

- Vi vil gerne være med til at nuancere debatten om gluten, der desværre ofte er baseret på personlige holdninger og ikke forskning. Den nuværende forskning giver os foreløbig ikke dokumentation for at anbefale en glutenfri kost til patienter med sklerose, men enkelte forskningsstudier tyder på en potentiel sammenhæng. Derfor har vi behov for yderligere forskning for at kunne be- eller afkræfte denne sammenhæng , siger professor Jette Frederiksen fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, Glostrup.

Nuværende forskning giver ikke svar

En del af forskergruppen med Jette Frederiksen i spidsen har netop afsluttet et litteraturstudie om sammenhængen mellem gluten og multipel sklerose, hvor de har gennemgået den nuværende forskning på området.

Forskernes konklusion er, at der endnu ikke er nok forskning på området, og der er behov for flere studier, inden de kan give et velfunderet svar.

- Vi har set på studier udført udelukkende på mennesker, her er evidensen endnu ikke stærk nok til, at vi kan anbefale en glutenfri kost. Det er dog interessant at se, at der allerede nu er sklerosepatienter, der bruger en glutenfri kost. Det kan både være krævende og en social belastning at opretholde en sådan kost. Hvis man alligevel vælger det, er det dog vigtigt, at man erstatter fødevarer med gluten med sunde alternativer, siger Lina Moschoula Passali cand.scient. i klinisk ernæring og kommende ph.d.-studerende fra forskergruppen.

Litteraturstudiet er lavet ved en systematisk søgning i udvalgte databaser og har haft til formål at besvare tre spørgsmål: kan patienter med multipel sklerose have gavn af en glutenfri diæt, er der øget forekomst af gluten-relaterede-markører blandt patienter med multipel sklerose i forhold til den raske befolkning, og er der øget risiko for, at patienter med cøliaki udvikler multipel sklerose eller omvendt? Cøliaki er en kronisk tarmsygdom, hvor gluten er identificeret som den udløsende faktor.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor