Jeg har svært ved at se mine medarbejdere i øjnene

​Klinikchef Jakob Trier Møller har sagt op 'i desperation' over de konstante besparelser på sundhedsområdet. Han mener, at politikerne skal melde ærligt ud hvilket hospitalsvæsen, de vil betale for.


Arkivfoto: Büro Jantzen

Klinikchef Jakob Trier Møller fra Anæstesi- og operationsklinikken har sagt sit arbejde op og stopper med udgangen af maj.

- Jeg var faktisk i tvivl om, jeg ville være læge. Da jeg søgte ind i sin tid, kunne jeg skrive mig ind på to studieretninger. Jeg meldte mig samtidig til medicin og økonomi. Men allerede på rus-turen blev jeg så glad for medicin, at jeg ikke så mig tilbage.

- Der var mange gode mennesker, der var fagpolitiske aktiviteter, studiet var spændende. Og jeg ville gerne have et job, hvor jeg kunne hjælpe mennesker, og det kan man jo med patienterne.

- Jeg kom til Rigshospitalet i 1991. Min professor på Amtssygehuset Herlev sagde, at jeg skulle have nye udfordringer og opfordrede mig til at søge herind. Det var fantastisk at starte på Riget. Man blev så fagligt udfordret, det var spændende og kollegerne utroligt dygtige. Jeg blev og er fortsat meget glad for at være her.

- Rigshospitalet har bare en ekstra dimension. Patienterne fejler nogle mærkelige, særlige ting, eller også er de meget, meget syge. Den højtspecialiserede funktion gør, at stedet byder på mange udfordringer, når det gælder om at gøre noget for nogle af landets mest udsatte patienter.

- Det samme gjorde sig gældende, da jeg blev leder. Så kan man forsøge at gøre en forskel på en anden måde: Forsøge at skabe patientbehandling på internationalt niveau og samtidigt så gode arbejdsvilkår og rammer som muligt. Være med til at sikre gode forhold for forskning, undervisning og uddannelse.

- Men det er også derfor, at jeg har sagt op. De vilkår, der kommer fra Christiansborg gør, at jeg slet ikke længere kan sætte den standard, jeg gerne vil og bør sætte. 10-15 år med årlige besparelser sætter sine spor. Fortsætter den udvikling, vil patientbehandlingen blive klart dårligere og patientsikkerheden forringes. Og arbejdsmiljøet – uha, det går slet ikke.

- Om det er om måneder eller halve år, kan jeg ikke sige. Men budgettet for 2020 og nordfløjsbesparelserne er i hvert fald mere, end jeg kan tage ansvaret for. Og når jeg har det sådan, må jeg sige fra. Ellers ville jeg ikke være troværdig som leder.

- Politikerne må ærligt sige, hvilket niveau de vil have. Vil de have et sundhedsvæsen i verdensklasse, må de også betale det, som det koster. Hvis de vil have et mere gennemsnitligt, så må de melde det ærligt ud. Vi må have en reel forventningsafstemning mellem politikere og befolkning. Og så kommer vi ikke uden om prioriteringsdiskussionen – vi har ikke og får ikke råd til alt det, vi kan.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi er nået hertil. Jeg har selv sagt det før, det samme har mange af mine kolleger her på Riget og i resten af Danmark og flere sundhedsøkonomer.

- Jeg smækker ikke med døren. Jeg har været meget glad for at være på Riget, og derfor er jeg også glad for, at min afgang har været medvirkende til en generel debat om sundhedsvæsenet. Det bliver ikke nemt – der er ganske enkelt ikke noget quickfix på det her.

- Det har ikke været nemt at tage beslutningen. Men jeg har svært ved at se mine kolleger og mit personale i øjnene. De rammer, som jeg skal sætte op for dem, er ikke længere acceptable.

- Jeg kommer til at savne alt det, jeg har været glad for på Rigshospitalet. Det høje faglige niveau, de fagligt udfordrende patienter, den højt specialiserede behandling, sammenholdet herinde. Og ikke mindst de kolossalt dygtige medarbejdere.

- Folk herinde er så dedikerede. Det er en fornøjelse at komme til morgenkonference. At høre om, hvad kollegerne har oplevet, at se på tæt hold, hvad de gør for patienterne, det er så inspirerende. Gang på gang hører vi om sygdomme, som nærmest ikke er beskrevet i lærebøgerne. Dem får vi herinde, og dem håndterer vi. Det gør mig stolt.


Af Mikkel Andreas Beck




Redaktør