Børn med gulsot behandles hjemme i sofaen

Neonatalklinikken indfører hjemmebehandling ved gulsot som fast tilbud efter en projektperiode med gode resultater.
Vent...
Ingen lange indlæggelser på hospitalet med en nyfødt, men derimod effektiv behandling med et lille lystæppe i eget hjem. Det er fremover et fast tilbud til børn med gulsot på Rigshospitalet. 

Tilbuddet om hjemmebehandling er kommet i stand, efter at Neonatalklinikken i samarbejde med Barselsafsnittet på Rigshospitalet undersøgte, om det var sundhedsfagligt forsvarligt og til gavn og glæde for forældrene at tilbyde lysbehandling af børn med gulsot i eget hjem. 

Undersøgelsen, som foregik i perioden januar – april 2019, viste, at der var stor tilfredshed, og forældrene var trygge ved ordningen. 55 forældre har siden januar taget imod tilbuddet om at give deres barn lysbehandling derhjemme. En behandling varer ca. 1-2 dage. 

Lys-tæppe erstatter leverens funktion 
Når et nyfødt barn får gulsot, skyldes det, at leveren stadig er lidt umoden, og derfor har den svært ved at nedbryde det stof, som kaldes bilirubin. Behandlingen består derfor af lysbehandling, der udsætter huden for blåt lys af en bestemt bølgelængde, og dette fungerer som en midlertidig erstatning for leveren og omdanner bilirubinet til et stof, som kan udskilles med urinen og afføringen. 

Traditionelt foregår lysbehandlingen enten på barselsafsnittet eller på Neonatalklinikken, hvor barnet og en forælder er indlagt et par dage eller mere. 
Med det nye tilbud kan børn med gulsot nu blive behandlet hjemme i sofaen med et lystæppe, der sættes i en stikkontakt.


Illustration: Barn i lysbehandling  i eget hjem med lystæppet (Biliblanket) rundt om sig 

Behandling med lystæppe i sofaen derhjemme 

Rent praktisk foregår behandlingen i hjemmet på den måde, at barnet ligger afklædt på et tæppe, kaldet Biliblanket, der udsætter huden for det blå lys, der er behandlingen. Barnet har en tætsluttende brille af stof på, som beskytter øjnene mod lyset. Tæppet tændes ved at sætte et stik i en stikkontakt, så det er dejligt enkelt. Forældrene får tæppet med hjem og skal selv håndtere behandlingen efter grundig vejledning og støtte fra Neonatalklinikkens eksperter, som de hele tiden kan ringe til.

Hjemmebehandlingen giver mere ro

Et forældrepar fra Barselsafsnittet, som har ladet sig interviewe, men ønsker at være anonyme, har netop har afsluttet hjemmebehandling af deres nyfødte pige med gulsot (se billedet). De fortæller:
 - Det var så dejligt, at vi kunne komme hjem med tæppet. Det betød alverden, forklarer den nybagte mor.  Og far supplerer: - Det var slet ikke noget problem at have det derhjemme, det er et nemt apparat at håndtere. - Da vi kom hjem, og gav hende lystæppet på, var det hele lettere og vores datter opførte sig mere roligt end på hospitalet, forklarer han. - Og hun fik måske endda mere lys, fordi hun ikke græd så meget, og vi var mere rolige. 

Og familien har noget at sammenligne med; de var først indlagt et døgn på barselsafsnittet, hvor deres datter fik lysbehandling. Derefter fik de tilbuddet om at komme hjem med et lystæppe i stedet. Og familien er glade for, at de tog imod tilbuddet: 

- Da vi kom hjem, skulle vi kun tænke på at huske, at vi skulle at give hende lys hele tiden. Men vi kunne drikke kaffe og se fjernsyn, når vi havde lyst til det.  Hun lå bare i lyset. Stressniveauet er helt andet, forklarer far, som uddyber: 

- På barselsafsnittet ligger man sammen med andre, der har et barn, og man vil helst ikke forstyrre. Men det blå lys lyser hele stuen op, og man føler, man forstyrrer naboerne rigtig meget; det er en stressende situation, forklarer han. Og det slipper man for derhjemme. 

Stor opbakning til initiativet

Både mor og far til den nyfødte pige er derfor ikke i tvivl: De ville helt klart anbefale lystæppet og hjemmebehandling ved gulsot til alle andre forældre.  

Også i Neonatalklinikken er der stor tilfredshed med ordningen. Sygeplejerske, Malene Bjerre Nielsen, som har været medansvarlig for oplæring af forældre og modtagelse af børn til kontrol i ambulatoriet understreger: 

- I Neonatalklinikken har vi gennem mange år arbejdet med familiecentreret sygepleje. Forældrene er vigtige og uundværlige medspillere i barnets pleje og behandling i klinikken. Børn med ukompliceret gulsot er tidligere blevet behandlet på Barselsgangen eller Neonatalklinikken under indlæggelse. Nu tilbyder vi hjemmebehandling med lystæppet til både børn i Neonatalklinikken, men også til børn, som henvises hertil fra Barselsgangen. Projektet er lykkedes takket være et tæt samarbejde med vore kolleger fra Barselsgangen, forklarer hun.  

Grundig oplæring er en forudsætning 

Barnet skal ligge på lystæppet hele døgnet, men kan ammes og pusles som vanligt. Gerne med tæppet rundt om sig også under amning. Forældrene skal gennem oplæring klædes på til at kunne varetage behandlingen og observere barnet. Dette involverer både at holde øje med, hvordan barnet spiser, sover og reagerer, samt at holde øje med om vejrtrækningen eller hudfarven ændrer sig, samt om barnet bliver slapt og stille eller får feber.  

Under lysbehandlingen, som kan vare i flere dage, går familien til kontrol inklusive blodprøver på Rigshospitalets Neonatalklinik hver eller hver anden dag. Resultatet af blodprøven afgør, om barnet skal fortsætte med behandlingen eller ej. 
De er sygeplejerskerne, Sarah Kristensen, Laura Gershøj Bruhn, Julie Grøndahl og Malene Bjerre Nielsen, fra  Neonatalklinikken,  som tager blodprøver på børnene og  står for oplæring af forældrene.  Sygeplejerske Joan Neergaard Larsen fra Neonatalklinikken på Rigshospitalet er ambulatoriekoordinator og har været tovholder for projektet på Rigshospitalet. 

Fra projekt til fast tilbud

Rigshospitalet har efter projektperioden valgt at implementere gulsotbehandling i hjemmet som en fast del af klinikkens tilbud. 

Det samme gælder på mange andre neonatalafdelinger i DK, der også har afprøvet metoden. Særligt Odense Hospital har været blandt de første til af afprøve metoden med hjemmebehandling, og Rigshospitalet er bl.a. inspireret af deres erfaringer.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor