Åben kirurgi eller kikkertoperation?

​Som det første i verden vil et nyt forskningsprojekt udføre et blindet lodtrækningsforsøg for at undersøge, om robotassisteret kikkertkirurgi er mere skånsomt for patienterne end åben kirurgi.


Sophia Maibom, læge og ph.d.-studerende, Urologisk Klinik

Et nyt forskningsprojekt vil undersøge, om der ved operation for blærekræft er fordele ved robot-assisteret kikkert-operation frem for åben kirurgi.

For at kortlægge om der er en forskel for patienterne mellem de to operationsmetoder, gennemføres projektet blindet for patienter og plejepersonale (dvs. de ikke er bekendt med operationsmetoden). Dette gøres for at skabe de bedste betingelser for en sammenligning, da det er velkendt, at forventninger til operationsmetoden er betydende for forløbet. Et studie af denne type er aldrig tidligere udført i verden for operation af blærekræft.

I første omgang inkluderer projektet 50 patienter for at undersøge, om det er muligt at gennemføre det som blindet lodtrækningsforsøg. Såfremt det er muligt, er planen at opstarte et større studie med flere patienter.

Blærekræft – en aggressiv sygdom

Blærekræft er en aggressiv sygdom, og risikoen for død i løbet af få år er høj, hvis patienter ikke modtager behandling. I visse tilfælde er det nødvendigt at bortoperere urinblæren, da det er den behandling, der er forbundet med bedst chance for at overleve blærekræft.

Operationen er omfattende; man fjerner urinblære, lymfeknuder i bækkenregionen samt livmoder, æggestokke og forreste del af skeden hos kvinder og prostata hos mænd.

Når urinblæren er fjernet, tildannes en såkaldt ”urinafledning”. Det vil sige en løsning til at lede urin bort fra kroppen, hvor der typisk bruges et tarmstykke til en stomi.

Op mod 64% af blærekræftpatienterne udvikler én eller flere komplikationer efter operationen, og ca. 9% har brug for at blive opereret igen i løbet af de første tre måneder efter operationen.

Bortoperation af urinblæren på grund af kræft er traditionelt foretaget som en åben operation. Teknologisk udvikling har gjort det muligt at tilbyde operationen som en robot-assisteret kikkert-operation. Håbet er, at denne teknik er mere skånsom for patienten og dermed forbundet med færre komplikationer og kortere restitutionsfase. Dette er dog aldrig påvist.

Projektet er et samarbejde mellem Urologisk Afdeling, Anæstesiafdelingen og Enhed for Kirurgisk Patofysiologi på Rigshospitalet. 


Redaktør