Rigshospitalet indvier kunstværk til kræftpatienter

​Farver, lysdesign og musik skal gøre det rarere at være patient og pårørende på Rigshospitalet. Derfor er trappeområdet ned til stråleterapien under hospitalet blevet omdannet til et kunstværk lavet specielt til stedet.

Dybt under Rigshospitalet ligger der en hemmelig have. Bevæger du dig ned ad den snoede trappegang til Afsnit for Stråleterapi, som ligger i kælderen under hospitalet, går du gennem et kunstværk i gule, grønne og blå nuancer. Her skifter lyset i takt med dagslyset udenfor, og man vil blive mødt af musik særligt komponeret og indspillet til stedet.


Det har taget en måneds tid at omdanne trappen ned til stråleterapien til et kunstværk. 

Kunstværket har fået navnet ’Den hemmelige Have’. Det skal omkranse de mere end 250 kræftpatienter, der dagligt går til behandling i stråleterapien, med ro, tryghed og skønhed – inspireret af en arabisk gårdhave eller en italiensk patio. Det skal give denne del af hospitalskælderen et mere åbent og imødekommende udtryk:

- På Rigshospitalet arbejder vi hele tiden med, hvordan de klassiske hvide hospitalsrammer kan blive endnu mere åbne og imødekommende for patienter og pårørende. ’Den hemmelige Have’ er et blandt mange små åndehuller på hospitalet, siger Mette Rosendal Darmer, centerchefsygeplejerske i Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet.

Patienter inddrages

Rigshospitalet har siden 2013 arbejdet målrettet med at inddrage patienternes holdninger til, hvordan de fysiske rammer på hospitalet opleves af de mennesker, der gennemgår behandlinger i det daglige.


Indgangspartiet til Afsnit for Stråleterapi før og efter. De gamle matterede vinduer er blevet erstattet af fire nye med blomstermotiver. 

Louise Malene Lindstrøm er tidligere kræftpatient og er kommet i Afsnit for Stråleterapi 37 gange som en del af sin behandling. Hun har bidraget med sine input til kunstnerne bag ’Den hemmelige Have’ undervejs i projektet.

- Et hospital er ikke nødvendigvis et rart sted at opholde sig. Hverken for den syge eller de pårørende. Jeg vil i al fald hellere gå en tur med solen i ansigtet end at sidde og kigge på en blank hvid væg, mens jeg venter på lægen. ’Den hemmelige Have’ giver mig følelsen af at opholde mig i et helt andet univers, siger hun og fortsætter:

- Kunstværket er et slags ’glemmested’, hvor man som patient for et øjeblik ikke fokuserer på alvorlig sygdom. Den slags små oaser rundt på hospitalet, synes jeg er helt vidunderlige. Og hvis det har en positiv indvirkning på patienterne, er det jo ikke kun kunst længere.

Ro og adspredelse

’Den hemmelige Have’ er skabt af billedkunstner Maria Dubin, komponist Frederik Magle og lysdesigner Kim Borch i fællesskab.

Bunden af trappen før og efter.

De tre kunstnere kommer hver især med deres inspiration, ekspertise og erfaring, og sammen har de forandret og renoveret indgangspartiet til strålekælderen.

- Mine kunstnerkollegaer og jeg har opholdt os meget på hospitalet i forbindelse med tilblivelsen af værket. Her har vi talt med og lyttet til patienter, pårørende, læger og sygeplejersker for kunne skabe et gennemført værk, hvor der er kælet for alle detaljerne. Vores ønske er, at det afspejler sig i det færdige værk, så man finder ro og adspredelse, så snart man træder ind i stråleterapien, siger Maria Dubin.

Musik komponeret specielt til værket

Når man bevæger sig ned ad trappen ved Afsnit for Stråleterapi, opleves farverne ’varm solgul’, ’lys løvgrøn’ og ’lys himmelblå’ på etagerne på vej ned til kælderen, både i gulv, trappetrin og på væggene. Værket er dynamisk, da lyset er designet til at rummet er i forvandling i løbet af dagen.

I bunden af trappen er et lille venteområde, hvor to lænestole fra 1953 er blevet istandsat og ombetrukket, så det passer ind i værkets æstetik. Herfra kan patienter og pårørende sidder og nyde musik, der er specialkomponeret, indspillet og integreret med rummet og resten af værket.

Venteområdet i bunden af trappen før og nu. I 'Den hemmelige Have' kan man fra en skærm og to højttalere i loftet se og høre kunstværkets musik, der indspillet af et symfoniorkester.

>>> Lyt til musikken her (åbner i YouTube).

Førende indenfor strålebehandling

Afsnit for Stråleterapi er ansvarlig for strålebehandling af patienter med alle former for kræft. Afsnittet består dels af et stort behandlingsafsnit, hvor der gives strålebehandling til patienter med de fleste kræftsygdomme, samt et ambulatorium, hvor der afholdes lægesamtaler og gives kemoterapi.

I Afsnit for Stråleterapi varetages strålebehandlingen af patienter fra Onkologisk Klinik. Endvidere varetages strålebehandlingen af patienter fra Klinik for Blodsygdomme på Rigshospitalet samt patienter fra andre hospitaler i Region Hovedstaden, Region Sjælland, Grønland og Færøerne.



Afsnittet har i mange år været et af verdens førende centre indenfor udvikling og anvendelse af ny teknologi til strålebehandling. Afsnittet har været i front med hensyn til udviklingen af nye teknologier, og ikke mindst med hensyn til hurtigt at bringe de nye teknikker i anvendelse i den daglige patientbehandling.

’Den hemmelige Have’ indvies officielt ved en fernisering fredag den 12. april kl. 14.00. 
Redaktør