- Nogle glemmer man bare ikke

​Thao Ngyuen er bioanalytiker og stikker i hundredevis af mennesker om året. Nogle af dem bliver siddende i hukommelsen.



Thao Nguyen er bioanalytiker på Rigshospitalet Blegdamsvej. Patienterne tæller alt fra skudofre til for tidligt fødte børn. 


- Mit arbejde er blod. Jeg tager blodprøver, analyserer dem og sender dem tilbage til personalet på den afdeling, hvor jeg tog dem.

- Jeg er glad for mit arbejde. Der er ikke to ens dage, her er masser af udfordringer og her er spændende og meget forskellige afdelinger lige fra neonatalklinikken med for tidligt fødte til TraumeCentret med store trafikulykker.

- Her er meget omskifteligt og aldrig kedeligt… ahr – de dage, hvor man kun er på laboratoriet, kan godt blive lidt ensformige. Det mest spændende er at komme rundt i huset.

- Patienterne er alt fra for tidligt fødte børn til ældre mennesker. Ofre for knivstikkeri, skuddramaer, trafikuheld – alle mulige slags. Men for mig er de først og fremmest patienter. 

- Man skal være god til at fornemme atmosfæren, når man kommer for at tage prøver. Nogle vil gerne snakke lidt, andre gange foregår det hele i tavshed. Nogle har det helt fint med at blive stukket, andre er meget nervøse. Jeg mærker det med det samme, når jeg kommer ind i lokalet. Det lærer man af at have haft hundredevis af patienter.

- Når man har traumevagt, så har man en telefon, der bipper. Der kommer et lille referat: Kvinde, årgang, hvad der er sket. Trafikulykke, faldet ned, sparket af hest. Så er man lidt forberedt, når man går derned med prøvevognen. 

- På TraumeCentret står vi og venter, til traumelederen sætter os i gang. Nogle patienter er ved bevidsthed, andre er ikke. Vi tager typisk prøven ved hånd- eller albueleddet. Jeg tager op til 12 prøver, der skal analyseres. Det er alt fra blodets iltning til alkoholprøver.
 
- Noget af det sværeste er børn, der har kramper. Op til treårsalderen har de ofte meget hvalpefedt, og det kan være svært at finde en åre at stikke i. Vi har mange, der godt kan græde rigtigt meget. I starten kunne jeg godt blive ked af det, men jeg er blevet vant til at filtrere det væk. Nogle gange skal det gå stærkt. Så må man gøre, hvad der skal gøres. 

- Nogle glemmer man bare ikke. Traumer, hvor patienten døde, mens vi var i gang. Det kan godt sidde lidt i en, især hvis det er børn eller unge mennesker. Jeg kan sagtens komme i tanke om nogen, der stadig gør indtryk på mig. Vi snakker meget om det blandt kollegerne. Det hjælper, man får det straks bedre. Hvis man holder det inde, kan man godt få det lidt svært.

- Det sværeste jeg har prøvet var et færdselsuheld, hvor en ung pige døde. Forældrene stod i baglokalet og jeg kunne høre, at det var hendes forældre. Jeg vidste, at hun var død, da jeg gik forbi dem, men de vidste det ikke endnu. Det skar i hjertet, og sådan en oplevelse kan godt vende tilbage ind i mellem. Jeg har heldigvis – 7-9-13 – ikke haft en baby, der døde.

- Det er godt, når man kan se, at der alligvel ikke er meget skade, eller at de nok skal komme over det. Det er desværre mest de triste, der kommer her. Men jeg kommer også på afdelinger, hvor nogen fortæller mig, at de snart skal hjem, og det er dejligt.

- De mest skrøbelige er de for tidligt fødte. Nogle gange skal jeg tage prøver på børn, der vejer 500 gram. Så kan jeg godt gå bekymret derfra og tænke på om, de mon overlever. Til gengæld er det både fantastisk og fascinerende, når man kan følge dem over længere tid og se dem vokse sig store og stærkere. 


Redaktør